Dokumentaren giver et personligt indblik i musikeren Jonas H. Petersens vej tilbage til scenen, og nu annoncerer Petersen efterårsturneen 'Live i livet'.
I en ny dokumentar med navnet Jonas genopstår giver forsangeren fra Hymns from Nineveh et personligt indblik i tiden efter bandets seneste udgivelse Parabler. Dokumentaren, der havde premiere søndag den 13. april på DR, følger musikeren Jonas H. Petersens tilbagevenden til musikken efter en længere sygemelding med depression. Efter premieren har Petersen nu delt, at han drager på en intim turné rundt i landet til efterår i selskab med producent og multiinstrumentalist Sebastian Autzen.
Læs også: Ugens nye navn: En guidet tur gennem hele følelsesregistret
Et personligt indblik
I Jonas genopstår inviteres seerne med bag kulisserne i tiden efter udgivelsen af albummet Parabler, der udkom i efteråret 2024. Serien kulminerer med en udsolgt koncert i DR Koncerthuset i marts 2025 – en koncert, der udløste fire stjerner fra GAFFAs anmelder, som skrev, at "selvfølgelig var koncerten spirituel, ja, religiøs, men det var pigekoret, der gjorde det helt store indtryk."
Ifølge pressematerialet er dokumentaren en fortælling om "at komme igennem en depression med tvivl, tro, musik og kærlighed" – sange, som Petersen ifølge pressemeddelelsen selv havde brug for at lave, og som derfor "lyser af tro, håb og kærlighed."
Hvem er Hymns from Nineveh
Siden udgivelsen af debutalbummet i 2011 – der blev udnævnt til Årets Album af GAFFA – har Hymns from Nineveh opbygget en solid position på den danske musikscene. Efter fire engelsksprogede udgivelser, herunder hittet "A Kid on the Beach", begyndte Jonas H. Petersen at skrive på dansk. Et skifte, der fandt sted under coronanedlukningerne og resulterede i albumudgivelserne Sindets Asyl (2020) og Julekassen (2021), som blandt andet indeholder numrene "Stop Loss", "Kastanjer" og "Stråle-tåre-dråbe".
Det nyeste album Parabler blev mødt med ros af GAFFAs anmelder, der tildelte udgivelsen fem stjerner og skrev:
"Parabler er en eksistentiel vandring og noget af den bedste sjælesorg, der længe er hørt på den danske musikscene. Og selv hårde ateister kan være med her, fordi Jonas H. Petersen ikke missionerer, men rækker hånden ud og beder om din hjælp til at komme videre i livet. Ja, selv den noget halleluja-selvsmagende 'De levende' virker rørende i sin oprigtighed. Hvilket er gennemgående for dette sprøde og livsbekræftende album, der også er et langt og klangfuldt popbrus, som overvinder og overmander."
Læs også: Guide til den nysgerrige folk-elsker
Landsdækkende intime koncerter
I forbindelse med dokumentarens premiere offentliggøres nu også efterårsturnéen Live i livet, hvor Jonas H. Petersen vil optræde i kirker og på spillesteder rundt om i landet. Her vil han blive akkompagneret af sin faste samarbejdspartner, producent og multiinstrumentalist Sebastian Autzen, der sammen vil fremføre intime versioner af sange fra Parabler samt numre fra tidligere udgivelser.
Billetsalget starter onsdag den 16. april, og billetter kan købes her. Begge afsnit af Jonas genopstår kan nu ses på DR TV.
Hør Parabler her: