Nyhed

Jelling Musikfestival fuldender musikprogrammet med 16 nye navne

"Det er den blanding af stort, småt, nyt og gammelt, der gør, at det føles som Jelling Musikfestival,” lyder det fra festivalens programchef Gaute Parbo Niemann.

Jelling Musikfestival har i dag offentliggjort de sidste 16 artister, som fuldender programmet for årets festival. Med navne som Saveus, Victoria Nadine og Baest byder festivalen på en bred palette af musikalske oplevelser, der spænder fra pop og rock til folkemusik og metal.

Læs også: Tivoli annoncerer koncerter med "fremtidens danske stjerner"

Ifølge programchef Gaute Parbo Niemann afspejler det brede musikprogram festivalgæsternes mangfoldighed:


"Vi har gjort os umage med at lave et program, der er lige så bredt og varieret som vores gæster. Derfor har vi både navne, der spiller karrierens første festivalkoncert, og navne, der debuterede for 50 år siden på programmet, ligesom vi favner fra pop, rock og hiphop til både country, techno og metal. Det er den blanding af stort, småt, nyt og gammelt, der gør, at det føles som Jelling Musikfestival," siger Niemann i en pressemeddelelse.

Blandt de offentliggjorte navne er Saveus, der kommer til at indtage Store Scene. Bag Saveus står Martin Hedegaard, der senest har udgivet singlen "Afterall" som optakt til sit kommende album.

Festivalen løfter desuden sløret for, at det bliver sidste års GAFFA-Pris-vindere Kalaset, der afslutter festivalen lørdag aften.


Publikum kan også glæde sig til popkometen Mumle, der det sidste halvandet år har taget Danmark med storm. Mumle er kendt for sange som "Det Modsatte" og "Hvor Solen Ik' Skinner", lavet i samarbejde med Svea S, og senest med Omar-samarbejdet "Hele Vejen", der har ligget i top fem på den danske hitliste de sidste mange uger.

Læs også: Grøn Koncert meddeler, at "billetterne bliver revet væk"

På den internationale front får festivalen besøg af norske Victoria Nadine, som giver sin første danske koncert. Nadine har tidligere samarbejdet med kunstnere som R3hab og Martin Jensen og er blandt andet kendt for sangen "Nerve".


Nye navne og erfarne kræfter
Festivalen byder også på fremadstormende kunstnere som Zuloo og Ashes of Billy. Zuloo har skabt opmærksomhed med numre som "Molly" og "Fejlfri", mens Ashes of Billy annonceres som dette års Tak Rock-navn, på trods af at ingen af medlemmerne endnu er fyldt 18 år. Bandet er kendt for deres energiske blanding af alternativ rock og post-grunge, som du kan læse mere om her.

På den mere erfarne front fejrer Lasse & Mathilde deres 50-års jubilæum, mens Love Shop gør klar til at tage publikum med på en rejse gennem deres store bagkatalog. Derudover kan festivalgæsterne opleve det populære coverband Luftens Helte, der genopliver musikken fra klassiske Disney-film. Festivalgæster vil også kunne høre Skammens Vogn, der leverer "dybt engagerende, skæve koncerter frit svævende mellem dødelig alvor, undren og humor," forklarer Jellinge Festival.

Festivalen løber af stablen den 29. og fortsætter til den 31. maj. Alle partout- og todagsbilletter er udsolgt, men du kan stadig finde endagsbilletter. Læs mere om billetter her.

LÆS OGSÅ: Landets største musikbrancheaktører lancerer nye retningslinjer: "Det vidner om den vilje, som er til stede i toppen af dansk musik.

ANNONCE