Nyhed

Kun hos GAFFA: Cano skaber visuel og musikalsk poesi med ny kortfilm

Vil du græde, når du hører det her? Cano rammer lige i mellemgulvet – og uden at løfte stemmen.

I dag kan vi præsentere en eksklusiv forpremiere på kortfilmen Lys nok til at skjule mig i. Den otte minutter lange kortfilm går forud for Canos debut-ep af samme navn, som udkommer i morgen den 25. april.

Læs også: Her er soundtracket til din weekend

Cano, med det borgerlige navn David Cano Rosenvold Petersen, har markeret sig som en rørende og original stemme fra vækstlaget, og med Lys nok til at skjule mig i cementerer han sig, som one to watch. Med sin sarte vokal gør han plads til det nære og ærlige i et underspillet og elektronisk univers, som kortfilmen forlænger i en visuel pendant, instrueret af Nikolai Du og David Cano.


Se videoen her. Artiklen fortsætter under opslaget.

Canos univers bliver særligt tydeligt på fokustracket ”Vil du græde når jeg dør?”. En intens, ærlig og melodisk sang, hvor Cano spørger sig selv, om nogen vil savne ham, hvis han forsvandt. Et nummer om frygten for at være ligegyldig, og længslen efter at blive set hørt og husket. ”Vil du græde, når jeg dør / få mit navn tatoveret”, lyder hans vokal, mens han i videoen rejser sig fra tatovørstolen, og beatet intensiveres.


Læs også: Frivillige strømmer til dansk festival

Cano forener det sårbare og det rå. De fem sange på ep’en får udtryk af at være sider revet ud af en dagbog, hvis sider aldrig var tiltænkt andre end sin skribent. Alligevel lukker Cano os ind, når han kaster sig ind i mørket med åbne øjne.

Om teamet bag ep'en Lys nok til at skjule mig i udtaler Cano i en pressemeddelelse: "Det er sange til dem, der har grædt alene i sengen. Til dem, der går i stykker på vej hjem fra byen. Til dem, der hvisker 'jeg elsker dig' og alligevel føler sig forladte."


Men Lys nok til at skjule mig i rummer mere end bare mørket. Selvom der kredses om temaer som skyld, skam, selvudslettelse og længsel, er der også plads til en kærlig gestus, den kropslig forbindelse og til de drømme man blot ønsker at forblive i.

Cano giver stemme til dem, der leder efter deres plads i verden. Han er en autentisk og poetisk stemme på den alternative danske popscene, som skaber numre, der bliver hængende længe efter, de er slut. 

Cano var en del af DR’s talentudviklingsforløb Karrierekanonen i 2024, og i oktober 2024 udgav han sin første single ”Lige her”, som også er at finde på ep’en. Helt fra start har Cano været klar i sin lyd - og nu også i sit visuelle udtryk - så mens du venter på, at debut-ep’en rammer i morgen, kan du varme op med den flotte kortfilm.

Ellers kan du høre Canos tre første singler her: 

LÆS OGSÅ: Tre hurtige til ugens nye navn: Vi skriver musik for det nære, skrøbelige og det, vi har sammen

ANNONCE