Undersøgelsen afslører "forsøg på at forbinde kunstneren med falske narrativer skabt til at æreskrænke ham og forvrænge hans karakter," lyder det fra folkene bag.
Steven Patrick Morrissey, den tidligere frontfigur for The Smiths, har taget juridisk handling mod en påstået gerningsmand bag en omfattende "strategi af svindel, desinformation og æreskrænkelse" rettet mod kunstneren. Music Business Worldwide (MBW) rapporterer, at svindelstrategien blev afsløret af Web Sheriff, et firma specialiseret i online beskyttelse, som forklarer, at chikanen har stået på i flere årtier.
Læs også: The Smiths-fans kan opleve frontmanden på dansk jord
Web Sheriff oplyser ifølge MBW, at de har identificeret en "person af interesse" bag strategien og forventer snart at afsløre flere gerningsmænd både i Storbritannien, Europa og USA.
Morrissey har nu igangsat en retssag mod den anonyme anklagede, der angiveligt står bag flere sociale mediekonti dedikeret til at dele "bekymrende, skadelige og injurierende" indhold om Morrissey, fremgår det af anklagedokumentet.
Ifølge musikerens advokater har den anklagede chikaneret Morrissey både online og ved fysisk at efterlade breve foran hans private adresse. Den påståede svindler har forsøgt at skabe et narrativ, der portrætterer Morrissey som højreekstremistisk og racistisk, samtidig med at han i andre sammenhænge har beskrevet ham som pacifistisk og apolitisk, fremhæver advokaterne.
MBW fremhæver, at Morrissey flere gange har afvist den højreorienterede ideologi, som den sagsøgte forsøger at forbinde ham med i sine kommentarer og breve. Mediet henviser til, at musikeren skrev i et blogindlæg fra 2018: "Jeg afskyr racisme. Jeg afskyr fascisme. Jeg vil gøre alt for mine muslimske venner, og jeg ved, at de vil gøre alt for mig."
Han delte senere en anden erklæring på sin hjemmeside, hvor han i januar 2023 skrev: "Selvom venstrefløjen ændrede sig og forlod mig for mange år siden, er jeg bestemt ikke højreorienteret, og jeg har aldrig mødt nogen, der hævder at være højreorienteret."
Det juridiske team kræver, at alt injurierende indhold på og fra den anklagedes sociale medier bliver fjernet omgående, og at personen skal "stoppe med at skrive noget som helst materiale om vores klient online for al fremtid." Dokumentet fortsætter med at foreslå, at den anklagede forpligter sig til aldrig at nærme sig Morrissey gennem nogen form for kommunikation - både online og personligt.
Læs også: Roskilde Festival samler Europas festivalarrangører: Kan musik skabe forandring?
MBW pointerer, at denne sag understreger nogle af de vanskeligheder, som offentlige personer bliver konfronteret med i en digital tidsalder, "hvor information - sand eller falsk - kan spredes globalt med lidt ansvar," skriver mediet. Web Sheriffs undersøgelse af den æreskrænkende online chikane markerer ifølge firmaet "et afgørende skridt i at udfordre denne voksende trussel."
læs også: Her er de 10 mest ikoniske sange fra Morrissey og The Smiths