Nyhed

Mumle er klar til sin første headliner-turné

"Musikken har reddet min skæve personlighed. Jeg var nok blevet røvkedelig uden," fortæller Mumle i forbindelse med annonceringen.

Den danske sanger Mumle har netop annonceret sin første headliner-turné, som skydes i gang i foråret 2026. Turnéen lægger vejen forbi 11 danske byer og starter den 21. februar. Du kan se, hvilke byer Mumle besøger, i bunden af artiklen. 

Læs også: Mumle skriver for at forstå, hvad der sker

Efter en debut-festivalsommer med mere end 20 koncerter i eget navn og succes på den danske hitliste, har Mumle efterhånden slået sit navn fast på den danske musikscene. Hun brød for alvor igennem i 2023 med hitsinglen "Det modsatte", som var på hitlistens årsopgørelse over de 10 mest streamede sange i Danmark i 2024. Siden har hun udgivet en række singler, herunder radiohittet "Et for dig" og "Hvor solen ik' skinner" i samarbejde med Svea S. I oktober 2024 udgav hun sin debut-ep Mumler ikke, som modtog fem ud af seks stjerner af GAFFA, der beskrev den med ordene:


"Hendes fortællinger om frygt, kærlighed og fremmedgørelse skaber en nærværende og kompleks debut ud af i alt fem vellykkede sange, der giver et ærligt indblik i livet som ung kvinde i dag." 

Bag Mumle står 21-årige Julia Kathrine Hansen. Hun er født og opvokset i Haderslev, men flyttede for nyligt til Aarhus. Om sin musik udtaler Mumle i en pressemeddelelse: "Musikken har reddet min skæve personlighed. Jeg var nok blevet røvkedelig uden," fortæller hun, og pressemeddelelsen fortsætter: 

"Mumle er den lille stemme vi alle har indeni os, som hverken er høflig, betænksom eller sød, men som bare først og fremmest er hudløst ærlig. Og det beskriver helt perfekt hvilken musik Mumle laver. Det er humoristisk, det er ægte, det er enormt relaterbart, og så handler det i virkeligheden rigtig meget om selverkendelse og indeholder en god portion selvironi." 


Mumle finder inspiration i sine venner og omgivelser: "Hun bliver inspireret af de mennesker hun omgås i sin hverdag; de ting der sker for hendesveninder, de ting de taler om i gruppen, den måde de taler med hinanden, men også af tv-serier med sjove stereotyper eller ting hun falder over når hun sidder og stener, kickstarter fantasien og inspirationen hos Mumle," lyder det i pressemeddelelsen. 

Billetsalget til forårsturnéen starter den 9. april 2025 kl. 10. Du kan skrive dig op til pre-sale billetter her.

Se hvor Mumle kommer forbi nedenunder. 


LÆS OGSÅ: MUMLE-INTERVIEW: Ganske almindelig med ualmindelig succes

ANNONCE