Nyhed

Nibe Festival tilføjer 31 nye navne til festivalplakaten

Dagens annoncering byder på både etablerede og fremadstormende kunstnere.

Nibe Festival har netop tilføjet hele 31 nye navne til plakaten og nærmer sig dermed tæt på 100 koncerter, som finder sted i Skalskoven til sommer. Blandt dagens annoncering er blandt andre TV-2, Thor Farlov, Dos Santos, Ganger, Bye Bye Brenda, Østen, Bukuru og Soleima. 

Læs også: Nibe Festival er klar med nye navne

Ifølge en pressemeddelelse er "stort set hele programmet til Nibe Festival" klar med dagens tilføjelse. Festivaltalsmand, Peter Møller Madsen, fortæller i en pressemeddelelse: "Vi synes faktisk, vi har ramt et af vores absolut stærkeste programmer til årets festival. Vi er meget tilfredse."


Blandt de annoncerede navne finder man TV-2, som i slutningen af marts leverede en femstjernet koncert i Aarhus Congress Center. Koncerten var bandets første show siden udgivelsen af deres 20. album Som om vi ikke har mere at sige (2025), som modtog fire ud af seks stjerner af GAFFA. Til sommer kan festivalgæsterne opleve bandet, når de gæster Nibe Festival. 

Festivalgæsterne kan også se frem til de fem fynboer fra Kalaset. Kvintetten udgav deres debutalbum Grib mig hvis jeg falder i to dele i 2022 og 2023, som modtog fem ud af seks stjerner af GAFFA. Bandet har rødder i Middelfart og turnerede landet rundt i 2024, hvor de blandt andet spillede en seksstjernet koncert på Posten i Odense. Kalaset står desuden bag hitsinglen "Tag mig som jeg er" fra 2023. 

På den intime open air scene i Reservatet kan festivalgængerne se frem til at opleve kunstnere som Dos Santos, der for nyligt har spillet en firestjernet koncert på Hotel Cecil. Musikeren er kendt for sin blanding af pop og klublyd tilsat et strejf af brasiliansk samba, og han står bag hits som "Dopamin", der i skrivende stund har over otte millioner streams på Spotify, og Mads Bo-samarbejdet "Dans i morgen". 


Scenen i Reservatet byder også på Ganger, som spiller sin første koncert på Nibe Festival, og Bye Bye Brenda, bestående af Stine Bramsen og Kajsa Vala, der på kort tid har fået medvind i det danske musiklandskab. Duoens første album Landmarks udkom i januar 2025 og høstede fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder. 

Læs også: Dansk festival uddeler millionbeløb til "fællesskabende initiativer"

På Den Lille Fede-scenen kan festivalgængerne se frem til Østen, som debuterede med singlen "Regn", der dengang blev udvalgt som Ugens Uundgåelige på P3. I slutningen af 2024 udgav han sit debutalbum Daylight, der blev tildelt fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder under overskriften: "Østen er sårbar, autentisk og fandens melankolsk." 


Derudover byder Den Lille Fede også på artister som Bukuru, der ifølge festivalen "tilhører ubetinget fremtiden på den danske urbane scene" og Soleima, der i slutningen af marts udgav ep'en Hærværk/Mesterværk – Side A, som modtog seks ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder. 

Desuden tilføjer festivalen to ekstra navne til Grøn Scene: Rapperen Pede B og den nordjyske Alexander Faurholdt Band. De to kunstnere blev ifølge pressemeddelelsen prikket på skulderen efter vinterudgaven af Ungdomsringens Musikfestival. 

Nibe Festival bliver afholdt den 2. til 5. juli 2025, og på trods af rekordmange billetter i salg kan festivalen allerede melde udsolgt af onsdagsbilletter, lørdagsbilletter og partoutbilletter. Det er dog stadig muligt at sikre sig en torsdags- eller fredagsbillet. Læs mere om festivalprogrammet og find billetter her.

LÆS OGSÅ: Nibe Festival afslører programmet på Grøn Scene

ANNONCE