Få et unikt indblik i det ikoniske pars kærlighedshistorie, hvor protester, forelskelse og kunst går hånd i hånd.
Hvordan vil John Lennon gerne huskes? Spørgsmålet får man svar på i dokumentaren One to One: John & Yoko, hvor musikeren forklarer: "Bare som to elskende." Dermed er scenen sat til en film, hvor Oscarvinder Kevin Macdonald tager seeren tæt på det ikoniske pars kærlighedshistorie og deres hang til protest, der kulminerer i velgørenhedskoncerten One to One i 1972.
Læs også: Filmanmeldelsen: Fabelagtig dokumentar om aktivisten Lennon
Dokumentaren får biografpremiere den 15. maj, mens traileren netop er blevet offentliggjort og kan ses nederst i artiklen.
Publikum bliver inviteret med til New York i starten af 70'erne, hvor fjernsynet flyder over med Coca-Cola-reklamer og Vietnamkrigen. Pressemeddelelsen fremhæver, hvordan Lennon og Ono både oplevede kærlighedens og forandringens vinde blæse op, hvilket førte dem til at ændre deres tilgang til protest. En protest, der kulminerede med One to One.
I traileren hører man Beatles-sangeren forklare, hvad hans vision med koncerten var: "At ændre ungdommens apati. Tale til dem, synge for dem og gøre alt for at vække dem til live igen. Viva la Revolución," lyder det fra musikeren.
One to One: John & Yoko er ifølge pressemeddelelsen "optaget i en omhyggeligt virkelighedstro gengivelse af den lejlighed i New York, som duoen delte, og har også et væld af aldrig før set materiale, herunder hjemmefilm og talrige optagelser af telefonsamtaler mellem John og Yoko, for at give et unikt bud på en afgørende tid i livet for et af musikkens mest berømte par."
Parallelt med deres aktivistiske arbejde opstår en særlig symbiose mellem de to kunstnere. I dokumentaren udtaler Lennon: "Jeg blev forelsket i et uafhængigt, kreativt geni. Jeg begyndte at vågne,"
Ono deler også sine tanker om deres forhold og afslører samtidens syn på kvinder: "Jeg blev set som en luder i samfundet. Da jeg mødte John, blev jeg opgraderet til en heks," lyder det fra Yoko Ono.
Læs også: Bakspejlet: Da John Lennon gav sin sidste koncert
GAFFA så dokumentaren ved den danske premiere på CPH:DOX, hvor anmelderen beskrev One to One: John & Yoko med ordene:
"En aldeles fremragende film om et par stærkt inspirerende og reelt ikoniske skikkelser – som også bare var mennesker, sådan som alle ikoner er. Det tjener også filmen til ære, at Onos anpart i historien anerkendes og gives god plads som det, hun reelt var – nemlig en spændende, radikal kunstner i egen ret og ikke det enerverende appendix, hun af og til er blevet reduceret til. Stærkt."
Se traileren her: