Meget tyder på, at der er ny musik på vej fra den newzealandske stjerne.
Der har været mange spekulationer om, hvorvidt Lorde vil følge sin albumstreak og udkomme med et nyt album i år. Hvorvidt det bliver tilfældet, må vi vente at se, men det virker ikke helt utænkeligt. ”Royals”-sangeren har i hvert fald teaset på sine sociale medier, at hun har ny musik på vej.
Læs også: Otte udgivelser, der startede den elektroniske revolution
I et opslag på TikTok deler hun en video, hvor hun går gennem New York Citys Washington Square Park, mens hun lytter til et tilsyneladende nyt track. Nummeret har en elektronisk-poppet lyd, og det lader til at lyden af Brat summer ikke efterlades i 2024. I videoen hører vi også Lordes vocal, der synger: ”Since I was 17, I gave you everything / Now we wake from a dream, well baby, what was that? / What was that?"
Se videoen her. Artiklen fortsætter under opslaget.
@lorde ♬ original sound - Lorde
Det er første gang, vi hører fra Lorde siden august, hvor hun slettede al indhold på sine sociale medier, efter at have delt en række stories af sig selv i studiet, herunder et opslag med beskrivelsen: ”Vil tage kontakt igen.”
Nu har hun taget kontakt, og spørgsmålet er så, om det bekræfter teorierne om, at der er en ny æra og et tilhørende album på vej. Siden debutalbummet Pure Heroine (2013) har Lorde udgivet et album hvert fjerde år, og da det er snart fire år siden, at hendes seneste album Solar Power (2021) udkom, er det ikke en helt usandsynlig tanke.
Opslaget på TikTok har da også vækket begejstring blandt fans, der blandt andet har skrevet ”Kristus anden genkomst!” og ”VENT HVAD?????” som kommentarer til opslaget. Her har Lorde delt et screenshot af sidstnævnte på sin Instagram-story og har nu gjort sig bemærket på flere platforme.
Hvornår den nye sang udkommer vides endnu ikke, men du kan søge tilbage i gemmerne her: