"Med This Music ønsker vi at stille skarpt på den betydning, musik har i medielandskabet – nu og i fremtiden," udtaler festivaldirektøren i en pressemeddelelse.
Når mediefestivalen This – Future of Media & Content afholdes i Aarhus den 5. og 6. november 2025, bliver det med en ny tilføjelse til programmet: Festivalen udvider nemlig i år med This Music – et nyt spor, der sætter fokus på musikkens rolle i mediebranchen.
Læs også: Kommentar: Lader vi os for let vildlede af TikToks sorte bokse?
Det nye tiltag er udviklet i samarbejde med den aarhusianske musikplatform Promus og skal fremhæve musikkens betydning i fortællinger på tværs af film, serier, reklamer og spil. Festivalen har i forvejen et gennemgående fokus på historiefortælling og samler hvert år aktører og beslutningstagere fra hele den nordiske og internationale mediebranche.
Felicia Elisabeth Jackson, festivaldirektør hos This, understreger betydningen af det nye spor:
"Musik er en følelsesmæssig motor i moderne storytelling og branding, og det er blevet et element, som publikum taler om og hyper på samme måde som en rigtig god historie i en serie. Med This Music ønsker vi at stille skarpt på den betydning, musik har i medielandskabet – nu og i fremtiden," udtaler hun i en pressemeddelelse.
Læs også: Europa-Kommissionen skal undersøge verdens største pladeselskab
Festivalen har til formålet nedsat en programgruppe bestående af aktører fra den danske og nordiske musikbranche, herunder Upright Music, Edition Wilhelm Hansen / Wise Music, Iceberg Music Group, Musikforlæggerne i Danmark og Danske Populær Autorer (DPA).
Partnerskabet med Promus spiller en central rolle i udviklingen af This Music. Jesper Mardahl, managing director hos Promus, siger:
"Vi ser et kæmpe potentiale i at forbinde musik- og mediebrancherne endnu tættere, og derfor er This Music en oplagt platform at tage del i." Han fremhæver desuden, at målet er at styrke den kreative sammenhængskraft og skabe nye samarbejder på tværs af brancherne.
Programmet vil blandt andet omhandle områder som sync, score, kommerciel musik og teknologiske forandringer, der præger måden, musik bliver skabt og oplevet på.