Nyhed

Post Malone teaser for nyt album: Har lavet cirka 35 sange

"Det handler nu om, hvilke der rocker, og hvilke der sutter," fortælller han.

Efter at have lukket den første weekend af Coachella 2025 som et af hovednavnene afslører Post Malone nu, at han arbejder intensivt på et nyt album. Under en samtale med Billboard delte sangeren, der blandt andet er kendt for hits som "Sunflower" og "Rockstar", detaljer om både sine kreative processer og det kommende projekt.

Læs også: Her er alt, vi ved om Chappell Roans kommende album

I interviewet med Billboard fortalte Post Malone, at han allerede har lavet "formentlig 35 sange" til albummet, men at det stadig er uvist, hvilke numre der ender på det færdige album. "Det handler nu om, hvilke der rocker, og hvilke der sutter," forklarede han til intervieweren fra Billboard.


Sangeren har arbejdet på albummet under to ophold i Nashville og udtrykte stor begejstring for, hvordan han er blevet taget imod i den ikoniske countryhovedstad. I interviewet med Billboard beskriver han tiden i Nashville som kreativ og afslappet: "Vi sidder bare og snakker og laver sange. Og jeg er virkelig spændt på den nye plade allerede." Senere tilføjer han: "Jeg plejer at hade at lytte til min egen musik, men når jeg hører bandet spille, bliver jeg så begejstret."

Post Malones seneste album, F-1 Trillion fra 2024 indeholdt blandt andet samarbejder med kunstnere som Dolly Parton, Tim McGraw og Luke Combs. Albummet fik tre ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev det som: "Hvad der ved første øjekast blot ligner et country all-star tribute-album, har en smule mere at byde på – men er ikke gennemført."

Albummet har efterfølgende banet vejen for stadionturnéen Big Ass World Tour, hvor han optræder sammen med Jelly Roll. I den forbindelse får danske fans mulighed for at opleve ham live i Nordstern Arena i Horsens den 23. august 2025.


Hør F-1 Trillion her:

LÆS OGSÅ: Rachel Chinouriri: Det handler om ikke at sabotere sig selv


ANNONCE