Hvert år hersker en uofficiel lejrsang, men nu tager arrangørerne sagen i egen hånd og peger på to camping-entusiaster.
Nyheden var en aprilsnar
Husker du Campisterne, der imponerede X Factor-dommerne med en hyldestsang til campinglivet? Nu har Roskilde Festival taget duoen under sine vinger og udnævnt "Campingsangen" til den første officielle Roskilde Festival-lejrsang nogensinde.
Læs også: Roskilde Festival afslører, hvem der skal åbne Orange Scene
"Campingsangen" blev skrevet tilbage i april 2023, "fordi vi var trætte af at sidde og skrive deprimerende og føleren sange," forklarer Astrid og tilføjer: "Og vi er jo selv glade for sangen, men vi havde slet ikke regnet med at folk ville blive SÅ glade for den." Og begejstringen er særligt stor hos Roskilde Festivals direktør, Signe Lopdrup, der udtaler:
"Campisterne har skabt en sang, der er indbegrebet af the Orange feeling, og vi har derfor valgt, for første gang nogensinde, at kåre en officiel festivalssang, der vil blive spillet ud af højtalerne på Orange Scene, mellem koncerterne. 'Campingsangen' vil uden tvivl blive uadskillelig fra Roskilde Festival 2025," forklarer hun.
En hyldest til mangfoldigheden
Bag Campisterne står den 16-årige Marie Mosegaard Jørgensen og 18-årige Astrid Henriksen, der til daglig studerer på Helsingør Gymnasium. Ifølge pressemeddelelsen opfordrer deres sang festivalsgæsterne til at "omfavne hinandens forskelligheder og lade 'organismer smelte sammen'," hvor der her bliver refereret til sangteksten, som kan findes nederst i artiklen.
Sangen indgår som en del af festivalens diversitetsprogram, der både gælder bookingen af artister på scenen, men også slår rødder ud i campingområderne, hvor festivalsdirektøren håber, at sangens budskab bliver en påmindelse om at "alle skal inkluderes i fællesskabet. Vi håber, ordene smitter af på lejrfesterne," lyder det afsluttende fra Lopdrup.
"Campingsangen" blev på kort tid en landeplage, efter Campisterne præsenterede den i bedste sendetid under deres X Factor-audition på TV2. Selvom Oh Land ikke valgte at tage venneparret med videre til liveshows, var eventyret langt fra slut. Kort efter programudsendelsen kontaktede Universal de tidligere X Factor-deltagere, og for nylig udgav de i samarbejde med pladeselskabet ørehængeren, som allerede har over 250.000 afspilninger på Spotify.
Læs også: TILBAGEBLIK: De bedste og værste koncerter på Roskilde Festival 2024
Det er tid til at spidse ørerne, og du kan begynde at øve dig på at synge Roskilde Festivals lejrsang med sangteksten nedenfor, så du er klar, når startskuddet lyder den 28. juni 2025. Find billetter til festivalen her.
Lyt til "Campingsangen" og find sangteksten nedenfor.
LÆS OGSÅ: Mød Annika: Den 20-årige popkomet, der skal åbne landets største scene