Nyhed

Sean Kingston og hans mor risikerer op til 20 års fængsel

Miami-rapperen er i øjeblikket i husarrest under overvågning, mens hans mor betragtes som en flugtrisiko og derfor er varetægtsfængslet.

Den 35-årige rapper og r&b-musiker, hvis borgerlige navn er Kisean Anderson, er sammen med sin mor, Janice Turner, netop blevet kendt skyldig i bedrageri, meddeler NME. De to partners in crime har blandt andet svindlet sig til smykker, dyre ure og en luksusbil, som blev købt ved hjælp af falske dokumenter.

Læs også: Afsløring om streamingsvindel: Person sigtet for 28 millioner falske afspilninger

Dommen faldt sidste fredag, den 29. marts, efter at Sean Kingston og hans mor angiveligt havde svindlet for én million dollars, svarende til knap syv millioner danske kroner. De risikerer hver især op til 20 år bag tremmer og skal efter planen for en dommer den 11. juli, hvor deres endelige straf vil blive afgjort.


De tilsvindlede luksusvarer blev fundet under en politirazzia i maj 2024 på rapperens palæ i Florida. Politirapporten afslører "flere anklager om bedrageri og tyveri," hvorefter Kingston blev arresteret, forklarer NME.

I retssagen påpegede en advokat for sagsøgeren, at musikeren "havde opdigtet en historie, hvor han påstår at arbejde med Justin Bieber og iscenesætter et stort show. Han bruger sit lejehus – som han ikke ejer – til at skabe en illusion af velstand og lokker folk med sin berømmelse til at udlevere værdifulde genstande uden betaling, hvorefter han simpelthen aldrig betaler," rapporterer NME.

Flere vidner i sagen beretter, at han forfalskede bankoverførsler og lovede sælgerne at introducere dem for andre berømtheder. I en lydoptagelse, der blev afspillet i retten, kan man høre Kingston love: "Jeg vil have dig med til alle mine shoots og røde løbere.""


Et af de centrale beviser i retssagen var, ifølge NME, en tekstbesked, som rapperen havde sendt til sin mor, hvor der stod: "Jeg fortalte dig, at du skulle lave en falsk kvittering, så det ser ud, som om overførslen vil være der om et par dage."

Læs også: Rapper bliver minister i Grønland

Sean Kingston blev allerede en verdensstjerne som 17-årig teenager og har arbejdet sammen med prominente popikoner som Justin Bieber på "Eenie Meenie", Nicki Minaj på "Letting Go (Dutty Love)" samt Chris Brown og Wiz Khalifa på "Beat It". Hans mest streamede sang er soloudgivelsen "Beautiful Girls", der har over 900 millioner afspilninger på Spotify.


LÆS OGSÅ: Her er vinderne af GAFFA-Prisen 2025

ANNONCE