Nyhed

Simon Kvamm forlader dommerpanelet i X Factor

"Nu har jeg behov for at bruge alt mit kreative brændstof på mine egne projekter," lyder det fra den nu tidligere X Factor dommer.

Simon Kvamm stopper som dommer i X Factor. Det bekræftede han søndag via et opslag på Instagram, blot to dage efter årets finale, hvor hans gruppe 9000 Håb måtte se sig slået i den afgørende seerafstemning.

Læs også: Interview med Simon Kvam - Jagten på det dobbeltsidige

"Jeg har virkelig nydt at prøve kræfter med hvervet som dommer og mentor. Det har både været skidesjovt og decideret inspirerende. Jeg ser X Factor som en institution i dansk musik og underholdning og en fredags-vibe, som jeg håber består langt ud i fremtiden," lyder det fra musikeren i et opslag på Instagram, hvor han melder sin afgang fra programmet.


Kvamm trådte ind i dommerpanelet i 2023 og har siden markeret sig stærkt i programmet. Allerede i sin første sæson vandt han med gruppen Rosél. Succesen gentog sig i 2024, hvor hans deltager Helene Frank tog sejren, mens endnu en af hans deltagere, Selmani, indtog andenpladsen.

I årets finale i Arena Randers fredag den. 4. april lykkedes det dog ikke Kvamm at trække sin tredje sejr hjem. Kvamms gruppe 9000 Håb blev nemlig slået i finaleduellen af Leslie, der endte med at vinde dette års X Factor-finale.

Beslutningen om at træde ud af dommerpanelet blev ifølge Simon Kvamm truffet for flere måneder siden, men blev først annonceret efter X Factor-finalen for ikke at trække for meget opmærksomhed fra deltagerne.


Læs også: QUIZ - Hvor meget ved du om Simon Kvamm?

I Instagram-opslaget skriver Kvamm, at han nu vil fokusere sine kunstneriske kræfter andetsteds:
"Jeg har behov for at bruge alt mit kreative brændstof på mine egne projekter," hvorefter han takker for opbakningen fra både seerne, deltagerne i X Factor, sine medværter og holdet bag programmet:

"Tak til de mange musikalske danskere, aka deltagerne, som har delt deres musik med os og mig...Tak til alle, der har set med og bakket op fra stuerne. Jeg har virkelig fornemmet en bølgelængde omkring mit take på, hvad musikfjernsyn kan være... Tak for kompetent og inspirerende med- og modspil fra mine meddommere Kwamie Liv, Nanna Øland og programmets legendariske rygrad Thomas Blachman." 

Hvilke af Kvamms egne projekter som han nu vil kaste sig over, nævner opslaget ikke noget om. Dog kan fans glæde sig til at opleve musikeren i en mere intim ramme, når han til efteråret begiver sig ud på en omfattende kirketurné med hele 36 koncerter, der blev udsolgt på under tre timer. Turnéen blev annonceret i forbindelse med Kvamms 50-års fødselsdag tilbage i februar.


Simon Kvamm vandt desuden en GAFFA-Pris for Årets Danske Popudgivelse 2024 sammen med bandet Hugorm for albummet Drømmehug (2024).

LÆS OGSÅ: Interview med Simon Kvamm: Jeg havde lyst til at lave noget mere, men på en ny måde

ANNONCE