Nyhed

Simon Kvamm tager alle sangene med i Royal Arena

Efter en udsolgt kirketurné omdanner Simon Kvamm Royal Arena til en kirke og tager alle vennerne med.

Da Simon Kvamm i forbindelse med sin 50-års fødselsdag den 18. februar annoncerede kirketurnéen Alle sangene, blev samtlige 12.200 billetter revet væk på få timer. Den store efterspørgsel har ført til, at Simon Kvamm i dag kan annoncere én stor ekstra (ekstra) koncert. 

Læs også: Simon Kvamms kirketurné udsolgt – ekstrakoncerter blev revet væk

Den 6. februar 2026 danner Royal Arena ramme om en scene med et klaver in the round, og her bliver Alle sangene udvidet med Alle vennerne. I en pressemeddelelse uddyber Simon Kvamm: 


"Den ekstreme efterspørgsel har også givet mig lyst til at gøre noget skørt. Så jeg har besluttet at lave én stor ekstra ekstra koncert, hvor vi omdanner Royal Arena til en kirke: En scene med et klaver 'in the round', publikum på stole omkring mig på gulv og tribuner.

Her vil jeg igen samle og spille et udvalg af Alle sangene, jeg har skrevet i forskellige sammenhænge. Men denne ene gang bliver koncerten udvidet med Alle vennerne. Jeg inviterer nemlig en række af mine venner og kolleger til at gøre mig selskab på scenen. Nogle vil synge med, nogle vil spille med og nogle vil måske ligefrem sige noget sjovt."

Det her er et eksperiment, og jeg er godt nok spændt på det. Om det rent faktisk kan lade sig gøre at skabe en kirke-stemning i Royal Arena? Om man kan nå ud i hjørnerne med et akustisk setup? Om jeg kan gennemføre uden at tude? Men én ting er jeg ikke i tvivl om: Det bliver en aften til huskebogen!


Jeg håber I vil kigge forbi.

Grüß Gott
Simon

PS: fællessang er tilladt."


Læs også: Simon Kvamm annoncerer kirketurné i anledning af sin 50-års fødselsdag

Samtidig har Simon Kvamm i kølvandet på den udsolgte kirketurné doneret en halv million kroner fra turnéen til Folkekirkens Nødhjælp. I pressemeddelelsen uddyber han: 

"At modtage så meget god energi har givet mig lyst til at sende noget videre, så jeg har
doneret en del af billetindtægterne til Folkekirkens Nødhjælp. I en tid hvor magthaverne, med den amerikanske regering i front, vælger at spare voldsomt på nødhjælpen til verdens svageste, får jeg trang til at bidrage. Det føles logisk for mig, at en del af indtægterne fra touren rundt i kirkerne ryger i kirkebøssen.

Jeg bilder mig ikke ind, at det ændrer noget grundlæggende ved verdensbalancen, men jeg tænker godt, det kan gøre en lille, reel forskel at sende en halv million kroner i retning af de mennesker i nød, der rammes hårdest af de dramatiske nedskæringer. Man kan man læse mere om, hvad pengene helt konkret går til her."

Det officielle billetsalg starter fredag den 11. april kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.

Simon Kvamm fylder 50: Her er 10 bangers fra manden, der kan det hele

ANNONCE