Indierockduoen er aktuel med en single, der rammer en melankolsk nerve.
Med Snuggle forener Baby in Vain-sanger Andrea Thuesens og Liss-guitarist Vilhelm Stranges deres lyd og skaber drømmende, intime verdener af guitarriffs og surrealistiske rumklange. Nu er duoen aktuel med en ny single: "Woman Lake".
Læs også: Guide til den nysgerrige indie-elsker
"Jeg har minder om et sted, jeg aldrig har været - jeg har aldrig været i Saint Paul eller ved søerne i Minnesota, men jeg husker tydeligt myggestik på mine øjenlåg og at hoppe i Woman Lakes uklare vand," forklarer Thuesen i en pressemeddelelse.
"Dreaming of the Midwestern lakes / You often told me about them / Nights spend under the stars / Between the tall elms / Your voice is / Always soft spoken / Your words are pearls on a string," synger hun og drømmer sig væk gennem romantiske dagbogstekster fra en fordums tid. Ifølge pressemeddelelsen beskriver Thuesen "steder og situationer langt væk, fortalt af en ven så levende, at det bliver til virkelighed."
Omkvædet er et brutalt møde med virkeligheden, hvor drømmen om den evige kærlighed smuldrer med linjen "Always together, we said it’s forever. Nothing ever is."
Singlen "Woman Lake" byder på "store varme tromme/bas mønstre og guitarriffs, der danser tæt, omfavnet af celloer med en træklang som Nirvanas Unplugged," fremgår det i pressemeddelelsen, der afslutningsvis lyder:
"Store træer. Lange veje. Forår i luften, med kulden hængende i skyggerne. Andrea og Vilhelm er begge guitarister i hjertet. Snuggle er riffs oven på riffs, flettet ind i et mørkt og intimt tekstunivers. Snuggle bygger verdener - verdener, man kan fare vild i."
Læs også: GAFFAs anmeldelse af Snuggles koncert på sidste års Roskilde Festival
Snuggle blev dannet i 2023 og fik allerede året efter en plads i Roskilde Festivals opvarmningsprogram, hvor de spillede på Gaia-scenen. Koncerten var dog præget af tekniske problemer og resulterede i en trestjernet anmeldelse fra GAFFA. Anmelderen beskrev Snuggles lyd som "mørk, guitarmessende shoegaze drysset med MTV Unplugged-elementer" og konkluderede, at "man kan krydse fingre og håbe på, at de garvede medlemmer får en stærk revanche." Duoen har dog ikke annonceret nogle kommende koncerter i skrivende stund.
Lyt til "Woman Lake" her: