Trioens arbejdsvisum er også blevet ugyldigt.
Den nordirske raptrio Kneecap er nu for alvor kommet i modvind efter deres Coachella-optræden. Kneecaps samarbejde med sponsor- og bookingagenten Independent Artist Group er blevet afbrudt, og dermed er deres arbejdsvisum i USA ikke længere gyldig. Derudover har to tyske festivaler nu fjernet deres optræden fra programmet. Det skriver mediet Digital Music News. Der er tale om to af Tysklands største festivaler Hurricane og Southside, der begge arrangeres af produktionsselskabet FKP Scorpio, der tidligere har stået bag danske Northside Festival, som også har Kneecap på programmet i år. Northside Festival arrangeres i dag af Down the Drain, og redaktionen har længe arbejdet på at få en kommentar fra festivalen, som endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.
Læs også: Northside-aktuel raptrio undersøges af britisk antiterrorenhed
Kneecaps problemer starter efter deres optræden på den amerikanske festival Coachella, hvor der blandt andet blev sagt "Israel begår folkedrab” og “Frihed til Palæstina” fra scenen. Det fik Sharon Osbourne, tv-stjerne, America's Got Talent-dommer og kone til Ozzy Osbourne, til at anklage dem for at støtte en terrororganisation, og hun opfordrede tilmed det amerikanske retsvæsen til at annullere raptrioens arbejdstilladelse i landet.
"Deres (Kneecap, red.) handlinger omfattede projektioner af anti-israelske budskaber og hadefuld tale, og dette band støtter åbent terrororganisationer," skrev hun på sine sociale medier.
Efterfølgende har den britiske antiterrorenhed påbegyndt en undersøgelse af en video, der angiveligt viser et af medlemmerne sige: "Den eneste gode Tory er en død Tory. Dræb din lokale MP" under en koncert i Belfast i 2023. Det rapporterer BBC.
En MP er et britisk parlamentsmedlem, og en Tory er en almindelig betegnelse for medlemmer af Det Konservative Parti. Ud over ovennævnte video undersøger politiet også en video fra 2024, der angiveligt viser en af Kneecap-medlemmerne råbe "op med Hamas, op med Hizbollah" under en koncert i London.
En talsperson for den britiske regering udtaler følgende om antiterrorenhedens undersøgelser til BBC:
"Politisk intimidering og misbrug hører ikke hjemme i vores samfund. Vi anerkender den afskrækkende virkning, chikane og trusler mod folkevalgte kan have på vores demokrati. Alle anmeldelser om trusler, chikane og intimidering bliver taget meget alvorligt. Vi samarbejder med politiet og parlamentet for at gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe trusler mod folkevalgte."
Læs også: Tre minutters overskridelse koster Coachella over 100 tusinde kroner
Kneecap, som består af Mo Chara (Liam Óg Ó hAnnaidh), Móglaí Bap (Naoise Ó Cairealláin) og DJ Próvaí (J.J. Ó Dochartaigh, er kendt for at blande irsk og engelsk i deres raptekster, som ofte handler om politiske temaer som irsk republikanisme og afstand til Storbritannien. I et opslag på deres Instagram tager de afstand fra anklagerne mod dem.
"Etablerede magtpersoner, desperate efter at få os til at tie stille, har gennemsøgt hundredvis af timer med optagelser og interviews, og udvalgt en håndfuld ord fra måneder eller år tilbage for at skabe moralsk hysteri. Lad os være helt klare: vi støtter ikke, og har aldrig støttet, Hamas eller Hizbollah. Vi fordømmer alle angreb på civile – altid. Det er aldrig i orden. Det ved vi bedre end nogen anden, givet vores nations historie. Vi afviser også enhver påstand om, at vi skulle have forsøgt at opfordre til vold mod nogen parlamentsmedlem eller enkeltperson. Nogensinde. Et videoklip, bevidst taget ud af kontekst, bliver nu udnyttet og brugt som våben, som om det var en opfordring til handling."
Kneecap har en USA-turné i kalenderen til efteråret, men trioen skal altså finde en ny sponsor, før den kan gennemføres.
læs også: Hendes koncert blev aflyst efter støtte til Palæstina: Nu taler hun ud