De to populære artister bliver en del af årets festival, som nu næsten er udsolgt.
Uro og Benjamin Hav & Familien er netop blevet tilføjet til årets Grøn Koncert program, der i forvejen tæller navne som Gilli, Medina, Pil og Kalaset.
Læs også: Festivalsæsonen nærmer sig: Dansk politi advarer om særlig tendens
For Uro bliver det første gang, han optræder på den traditionsrige koncertturné. Om sin debut på Grøn Koncert udtaler han i pressemeddelelsen:
"At være med på Grøn er noget helt særligt for mig. Det handler ikke kun om musikken, men om at kunne gøre en forskel. At støtte Muskelsvindfonden og være en del af noget, der virkelig betyder noget. Jeg føler mig ydmyg over at kunne bidrage til at gøre livet lidt lettere for dem, der kæmper. Det er den slags øjeblikke, hvor man virkelig mærker, hvad fællesskab kan."
Uro udgav i 2024 albummet Allerhelst Vil Vi Elskes, der fik tre ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev følgende: "Allerhelst vil vi elskes er med alt sagt en god kop te – og det med forbehold for, at jeg personligt ikke er vild med te. Men det gør ingen fortræd. Der er langt fra den rap, det mørke og de tekster, der prægede debut-ep’en, og så til de sommersøde pophits, der dominerer dette album. I min optik også for langt."
Samme år udgav Uro "Tænker Ik På Andre" i samarbejde med Suspekt, der lå nummer ét på den danske singlehitliste i fire uger. Den 5. april spillede han desuden i K.B. Hallen med sit største liveshow til dato.
Læs også: Legendarisk dansk karneval byder på optrædener af prominente artister
Modsat Uro er Benjamin Hav & Familien tilbagevendende gæster på Grøn Koncert, der debuterede på festivalen tilbage i 2023 - samme år som Hav og Co. vandt GAFFA-prisen for "Årets Danske Livenavn". I pressemeddelelsen beskriver Benjamin Hav sin begejstring for turnéens fællesskab:
"Det, at spille på Grøn, betyder alt for mig, faktisk. For at være helt ærlig. Det er et sted, hvor alle er enige om, at nu, i dag, har vi det godt. I dag, så gør alle deres ypperste for at være et fællesskab – en stor familie af glæde. Og det er fan'me sjældent i livet, at man møder de der store fællesskaber af meningsfuld varm energi. En energi, man kan tage op på sit hoved ligesom en hjelm af varm honning, der bare… Det er en hovedbundsmassage af fuldstændig formidabel, ufortyndet empati og lykke!"
Benjamin Havs seneste album, Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let, udkom i januar 2025 og indeholder blandt andet nummeret "Du ligner din mor" i samarbejde med Lukas Graham, som ifølge pressemeddelelsen har været blandt de mest streamede og mest afspillede sange i dansk radio i år. Albummet fik dog kun to ud af seksstjerner af GAFFAs anmelder der skrev:
"Det lyder på sin vis nøjagtigt som det, man kunne forvente fra et Benjamin Hav & Familien-album, men energien mangler bare fra frontmanden, der på katastrofal vis lader dig ønske, at musikken var blevet brugt til noget bedre end hans efterhånden trivielle, ironisk distancerende postmoderne fjollerap"
Læs også: Skandaleramt festival i modvind: Udsat på ubestemt tid
Sidste gang, GAFFA anmeldte en koncert med Benjamin Hav og Familien, var i 2024 på NorthSide. Her fik de fire ud af seksstjerner og følgende ord med på vejen:
"For Hav og Familien kom vitterligt med festen – igen – både i kraft af Havs personlige poesi (og leveringen af den) og det smittende veloplagte band, som føles som en oase midt i en tid, hvor skamløs playback synes at være blevet comme il faut....Hav & Familien [har] en vis forkærlighed for den lidt muzakagtige, fesne funklyd af i går. Det gør, at i al fald undertegnede indimellem holder op med at lytte. Men hvis man rent faktisk spidser ører – og kridter danseskoene – så har de den altså."
Turnéen starter den 17. juli i Tårnby og varer til den 27. juli, hvor koncertrækken afsluttes i Valby. Ifølge arrangørerne er der allerede udsolgt i seks ud af otte byer. Kun i Aalborg og Esbjerg er der stadig billetter tilgængelige. Læs mere her.
Læs også: Vinderne af Club Awards er fundet: En fejring af clubmusikken