Dagens offentliggørelse byder på to hitmagere, et band med en spritny forsanger og en gammel kending.
Wonderfestiwall har netop afsløret de sidste fire navne til sommerens festival og fuldender dermed årets program. De nye navne er Blæst, Uro, Klubien & Dans'orkestret og Omar.
Læs også: Wonderfestiwall 2025: Fire stærke danske navne er klar til at indtage scenen
Festivalens medarrangør, Daniel Mühlendorph, er stolt af årets program og glæder sig til at præsentere en stærkere udgave af Wonderfestiwall i 2025:
"Det er en fornøjelse endelig at kunne præsentere det fulde program for årets festival. Vi runder af med fire stærke navne, som på hver deres måde tilføjer noget unikt til lineuppet. Vi har satset på et stort musikalsk spænd af det kendte, det nye, fra pop og rock til hiphop og elektronisk. Der er noget for alle, og det tegner til at blive en helt særlig udgave af Wonderfestiwall," fortæller han i en pressemeddelelse.
Blæst annoncerede for nyligt deres nye forsanger Sarah Sophie Malmros, der går under kunstnernavnet Saso. Selvom både lyden og forsangeren er ny, forsikrede gruppens guitarist, Anders Bondo, at de fire medlemmer stadigvæk værner om "den genkendelige Blæst-lyd." I slutningen af marts udkom det første udspil fra det nye samarbejde med singlen "Vi ku' gå hele vejen". Blæst står desuden bag hits som "Juice", "All In" og "Videre" og har spillet på nogle af landets største scener. I 2023 åbnede de den ikoniske Orange Scene på Roskilde Festival, hvor de høstede fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder.
Uro, med det borgerlige navn Jeppe Kronback, havde et forrygende 2024, der blandt andet bød på et hav af festivaloptrædener landet over. Hans seneste album Allerhelst vil vi elskes (2024) var på Spotifys liste over de 10 mest streamede album i Danmark i 2024. Singlen "Godthåbsvej" fra samme album var desuden nomineret til P3 Gulds "Lytterhittet" i 2024. Derudover står Uro bag hitsinglerne "Føles godt" feat. Mekdes og "Tænker ik på andre" med Suspekt, hvor sidstnævne i skrivende stund har over 13 millioner streams på Spotify.
Læs også: Dansk hitmager indtager DR Koncerthuset med unik koncertoplevelse
"Kan man både være en del af dansk musikhistorie og stadig lyde frisk som dug på en sommermorgen?" spørger festivalen. Det skal Klubien & Dans'orkestret bevise, når de indtager den bornholmske festival. Jørgen Klubien - stemmen bag Danseorkestret - står bag hits som "Regndans", "Kom tilbage nu" og "Du og mig". Festivalgæsterne kan se frem til at opleve Jørgen Klubien sammen med sit band Klubien & Dans'orkestret, når de ifølge pressemeddelelsen vil bevise, "at god musik ikke har nogen udløbsdato".
Sidst, men ikke mindst, gæster Omar den bornholmske festival. Musikeren debuterede i 2017 med singlen "Bar sig til" feat. Artigeardit. Han skød 2025 i gang med singlen "Locked Up", der udforsker en ny lyd, som rækker ud mod en større popverden skabt til dansegulvet. Omar står desuden bag hitsinglen "Hele vejen" sammen med Mumle, som i skrivende stund har over fem millioner streams på Spotify. Sangen har ligget i toppen af de danske hitlister, siden den udkom den 7. februar.
De fire nye artister tilføjes til festivalplakaten hvor navne som Medina, Tessa, Lamin og Anastacia også figurerer. Wonderfestiwall afholdes fra den 14. til 17. august 2025 og finder sted i Slotslyngen ved siden af den ikoniske ruin, Hammershus.
Festivalen oplyser, at billetsalget går stærkt, og at der snart kun er 1000 billetter tilbage. Derfor skal man ikke vente alt for længe, hvis man vil sikre sig en billet til sommer, oplyser arrangørerne. Du kan finde mere information og købe din billet her.
Se det fulde lineup herunder.
LÆs OGSÅ: Wonderfestiwall tilføjer international popstjerne til plakaten