Ariana Grande sammenligner sin rolle som popstjerne med at spille en karakter
Ariana Grande har for nylig åbnet op omkring sin karriere som musiker og antydet, at hun er blevet "træt" af at være popstjerne, skriver NME.
Læs også: Ariana Grande vender ikke tilbage til musikken lige foreløbig
I et interview med The Hollywood Reporter forklarer hun, at hendes tid som popstjerne ofte føltes som at spille en karakter. Grande reflekterer over, hvordan hendes image - med hestehale, oversized sweatshirts og skyhøje støvler - ofte er blevet opfattet som "hende", selvom hun selv føler, at det ikke er tilfældet. Hun sammenligner imaget med sin rolle som Glinda i filmatisering af Wicked:
"På et tidspunkt bliver du træt af den (popstjerne, red.) karakter, fordi det er en karakter," fortæller Grande i interviewet og fortsætter: "Der er dele af dig selv og din historie, der bliver vævet ind i sangskrivningen, men på grund af måden, det bliver formidlet og sensationelt på, kommer det til at føles, som om det glider væk fra dig."
I et andet interview afslører Grande, at hun har søgt terapi for at håndtere sin PTSD, sorg, depression og angst efter flere år i rampelyset samt betydelige livsbegivenheder, herunder Mac Millers død og terrorangrebet ved hendes koncert i Manchester. Hun beskriver sit 2019-album Thank U, Next som en livsredder under en mørk periode. Desuden har hun åbnet op om, at hun har oplevet hukommelsestab og "manglede et par år" fra sin tidlige karriere, hvor hun kæmpede med at sætte grænser og sige nej, skriver NME.
Læs også: Her er fem grunde til, at Wicked er så hypet
Interviewet markerer et skift i Grandes karrierefokus. Ifølge NME har hun tidligere meddelt, at fans ikke skal forvente ny musik foreløbig, da skuespillet i øjeblikket føles mere som "hjem" for popstjernen. Hendes pladeselskab har også bekræftet, at hun ikke vil turnere i 2025, til trods for rygter om en Eternal Sunshine turné.
Ifølge NME har Grande også udtalt, at tid og terapi har hjulpet hende med at finde ny værdi i sine gamle sange, og hun har for nylig opfordret underholdningsindustrien til at inkludere mentale sundhedsydelser i kunstnerkontrakter.
Mens Grande er i en fase af sin karriere, hvor hun træder tilbage fra musikken, fokuserer hun nu på at udforske andre kunstneriske veje gennem skuespil. Hendes præstation som Glinda i Wicked har modtaget ros fra kritikere, og hun er blandt andet blevet nomineret til prisen for "Bedste kvindelige birolle" ved Oscar-uddelingen i 2025, som finder sted den 2. marts i Los Angeles.
LÆS OGSÅ: The Weeknd deler intens og følelsesladet musikvideo