"Everything Is Peaceful Love" er første single fra det kommende album med titlen Sable, Fable
Bon Iver har netop delt den ny single, "Everything Is Peaceful Love". Sangen udgives som optakt til albummet Sable, Fable, der er sat til at udkomme den 11. april.
Læs også: Wilco - A Ghost is Born: Medrivende, men ikke fængslende
Det kommende album bliver det første fuldlængdealbum med Bon Iver siden i,i fra 2019 og følger op på sidste års ep Sable. De tre sange - "Things Behind Things Behind Things", "Speyside" og "Awards Season" - fra ep’en kommer til at åbne det nye album, sammen med "Everything Is Peaceful Love".
Til den nye sang har Justin Vernon, manden bag kunstnernavnet Bon Iver, samarbejdet med John Wilson på den medfølgende musikvideo til sangen. Om musikvideoen siger Vernon til NME:
"‘Everything Is Peaceful Love' giver mig alt det, jeg ønsker for dette album, i én video,” hvorefter han uddyber: “Jeg vidste, hvilken type plade jeg ville lave den dag, vi lavede ‘Everything Is Peaceful Love’. Jeg vidste altid, at det ville være den følelse, jeg ville dele først."
Ep'en Sable fik fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev følgende om ep'en:
"Sable er en deja-vu-oplevelse tilbage til rødderne. Der er langt til det seneste kludetæppe af et album som i,i (2019) eller det mere elektroniske 22, A Million (2016)... Det var brutalt, men samtidig hjerteskærende og smukt, og man kan derfor ærgre sig over, at en lille flig af den lyd ikke har sneget sig med på Sable, der nok desværre ender som en sidebemærkning, når man om mange år skal fremhæve de helt store Bon Iver-øjeblikke."
Musikvideon udkommer kl 16:00 på YouTube, men singlen kan allerede høres på Spotify nu og kan høres nedenfor.