"Selvom jeg er overrasket over, at vi kunne ende i sådan en situation, så vil vi ikke skamme os og gemme historien væk"
Året er startet skidt for det nordjyske spillested Klaverfabrikken i Hillerød. En samarbejdspartner er blevet ramt af svindel, hvilket også påvirker spillestedets økonomi. Det meddeler Klaverfabrikken i en pressemeddelelse. Der er tale om, at stedets eksterne bogholder er blevet svindlet, og da vedkommende havde adgang til Klaverfabrikkens konti, er der forsvundet 1,2 millioner kroner.
Læs også: Sådan reagerer musiklandskabet efter "historisk dom" om streamingsvindel
Klaverfabrikken oplyser, at sagen er anmeldt til politiet, og at oplevelsen giver anledning til at gennemgå egne procedure for at forhindre fremtidig svindel:
”Vi er virkelig kede af den her situation og er chokerede over, at det er sket”, udtaler Klaverfabrikkens leder Peder Raarup Jensen og fortsætter:
”Vi har løbende gjort, hvad vi kunne for at skabe sikkerhed i vores økonomistyring. Og selvom svindlen er sket hos en ekstern samarbejdspartner, så giver sagen selvfølgelig anledning til, at vi gennemgår og skærper vores egne procedurer yderligere for at forhindre svindel i fremtiden”.
Læs også: KOMMENTAR: Billetsvindlerne har fri leg i officielle Facebook-events, og nogle skal til at tage ansvar
Ifølge Klaverfabrikken blev ledelse og bestyrelse orienteret om sagen fredag den 24. januar 2025. Man samarbejder lige nu med myndighederne om efterforskningen, og ledelsen har valgt at fortælle offentligheden om sagen for at advare andre spillesteder om risikoen, så andre ikke ender i samme sted:
”Selvom jeg er overrasket over, at vi kunne ende i sådan en situation, så vil vi ikke skamme os og gemme historien væk. Vi tør godt at sige, at vi er blevet ramt af svindel. Og ved at gøre det, håber vi, at andre lignende organisationer kan undgå at ende i samme situation”, udtaler Peder Raarup Jensen og tilføjer:
”Selvom det har været en udfordrende start på 2025, så vil vi fortsat arbejde på at skabe stærke kulturelle fællesskaber og præsentere store kultur- og musikoplevelser”.
læs også: Her er danskernes foretrukne svindelmetode, når der skal høres piratkopieret musik