Nyhed

Emma Sehested Høeg tilføjer ekstrakoncert til forårsturné

"I er for vilde – jeg lover at det bliver en vanvittig aften," lyder det fra multikunstneren i et opslag på Instagram

I maj 2024 blev det annonceret, at Emma Sehested Høeg spiller sine første koncerter i 2025 i koncerthuse i København, Aalborg og Aarhus. Her lød det, at hun med sit band vil indtage koncertsalene til særlige aftener med ny musik og esser i ærmet efter en pause fra scenekanten. De fire koncerter udvides nu med en femte og sidste koncert, som finder sted i DR Koncerthuset den 18. marts. Billetsalget starter allerede i morgen kl. 10.00. 

Læs også: EFTER LANG PAUSE: Emma Sehested Høeg indtager koncerthusene

Sehested Høeg offentliggjorde nyheden i et videoopslag på Instagram fra DR Koncerthuset med tekstbeskrivelsen: "Jeg elsker elsker elsker koncertsalen og det rum, derfor er det med kæmpe taknemlighed at jeg idag kan afsløre at vi laver en 5. og sidste koncert ! I er for vilde - jeg lover at det bliver en vanvittig aften !!! Koncerten bliver den 18 marts, og billet salg starter imorgen kl 10."


Se opslaget her:  


 Da de første koncerter blev annonceret tilbage i maj, udtalte multikunstneren i en pressemeddelelse: "På grund af superdejlige årsager kommer jeg efter Vega, Aalborg og Aarhus til at holde en lang pause med at spille koncerter. Derfor kan det ikke blive smukkere og større at vide, at jeg når jeg så, sammen med det bedste band i verden, vender tilbage i 2025, bliver det med et brag i nogle af de smukkeste rum, der findes i Danmark." Hun tilføjede: 

"Jeg kommer sgu til at have nogle es i ærmet med til de koncerter, i form af nogle nye sange jeg har skrevet og forhåbentligt nogle magiske sceniske øjeblikke, så man kan da godt glæde sig, ville jeg nok mene."

Emma Sehested Høeg har de seneste par år opnået stor succes og fornem anerkendelse for sin kunst med blandt andet Kronprinsparrets Stjernedryspris tilbage i november 2023 for teaterkollektivet How to Kill A Dog, som består af hende selv og Jennifer Vedsted Christiansen. Hos GAFFA kvitterede vores anmelder med en femstjernet anmeldelse for hendes seneste koncert, der fandt sted i Store Vega, hvor vores anmelder blandt andet skrev således:


"Hun er noget fuldstændig unikt, og hun er noget, vi kan være fælles om. Badet i neonfarver og omkranset af kærlighed, omfavnede hun, denne aften i Store Vega, vores fantasi og følelsesliv, så både spejldansere og månebørn kunne mærke, at vi i dét øjeblik var helt nok".

Læs også: Dansk multikunstner skal optræde på NorthSide til sommer

Emma Sehested Høeg spiller foruden den annoncerede koncert to koncerter i DR Koncerthuset den 7. og 8. marts, efterfulgt af en koncert i Musikkens Hus i Aalborg den 14. marts og i Musikhuset Aarhus den 22. marts. 

Emma Sehested Høeg kan desuden opleves på NorthSide til sommer, når festivalen løber af stablen den 5. til 7. juni i Aarhus.

LÆS OGSÅ: Overlegen, overdådig og overvældende

ANNONCE