Nyhed

Giift spiller koncert på Hotel Cecil

Det er første gang i halvandet år, at R&B-musikeren giver koncert i Danmark.

Den danske neo-soul- og r&b-sanger og sangskriver Giift er klar til at indtage Hotel Cecil i København den 22. maj 2025. 

Læs også: Giift er ude med en frygtløs hyldest til selvudfoldelse

Gifft har haft et forrygende 2024. Hun blev blandt andet anerkendt som "Årets Sangskriver" ved Danish Music Awards 2024, og hun har været med til at skrive sangen "Ya Ya" til Beyoncés Grammy-vindende album Cowboy Carter (2024). Derudover har hun vundet den prestigefulde Music Moves Europe Award 2024. 


Bag kunstnernavnet Giift står Klara Mkhatshwa Munk-Hansen. Hun debuterede i 2022 med ep'en Archives, og siden da er det gået hurtigt for sanger og sangskriveren, der var en del af Vegas Udvalgte i 2023 ved siden af Cyd Williams, Mona Moroni, Debbie Sings, Ung-Skab og de ligeledes succesfulde Kind mod Kind. 

I januar udgav hun sin seneste single "Pussy", der markerede den sidste single, inden hendes kommende ep Desires, der ser dagens lys den 21. februar. Ifølge en pressemeddelelse rummer den nye ep "seks nye sange, der afspejler en mere live-orienteret tilgang fra den kompromisløse kunstner og blander r&b, soul og elektroniske elementer, hvilket viser hendes musikalske udvikling." 

Læs også: 10 vigtige album, der udkommer i februar


Giift har det seneste år udelukkende spillet udenlandske koncerter, hvor hun blandt andet spillede på den hollandske festival Eurosonic Noorderslag. Nu vender hun snuden mod Danmark igen, og til koncerten på Hotel Cecil kan publikum, ifølge pressemeddelelsen, opleve både nye numre og særskilte sange fra Giifts tidligere ep'er. 

Billetsalget til koncerten starter onsdag den 19. februar kl. 10.00 og kan købes her

Du kan lytte til "Pussy" her. 


LÆS OGSÅ: Verden venter ikke. Men så er det godt, at de danske kvinder sagtens kan følge med

ANNONCE