Det danske punkband er tilbage for at sparke gang i sommeren på spillestedet Beta.
Af Albert Grøn Klausen / FOTO: / Pressefoto
28.02.2025 / 16:25 / Læsetid: 2 min
Det københavnske punkband Gorilla Angreb er tilbage på scenen og har netop offentliggjort, at de den 23. maj optræder på spillestedet Beta i Amager. Ifølge en pressemeddelelse vil bandet spille en lille håndfuld udvalgte shows hen over sommeren 2025 i ind- og udland. Ikke meget er blevet afsløret om de efterfølgende koncerter udover, at de 7. juni giver koncert på spillestedet 1000fryd i Aalborg.
Gorilla Angreb blev dannet i 1999 og var aktive frem til 2007, hvor de optrådte med en kombination af punkrock og melodisk larm, med en enkel appel: De spillede punk, man kunne danse til. Bandet blev kendt for sin energiske punkrock, hvor de kombinerede rå og melodiske elementer med både mande- og kvindevokal. I pressemeddelelsen bliver deres stil som "punkrock med en håndfuld garage-RNR" og med inspiration fra bands som X og Ramones.
I deres tidlige år var bandet en ungdomshus-favorit. I den periode udgav de flere plader og på trods af, at Gorilla Angreb udelukkende sang på dansk, opnåede de en bred, international fanskare, hvilket førte dem til at optræde på scener verden over. Efter næsten et årtis pause vendte de i 2016 tilbage med tre udsolgte koncerter på spillestedet Loppen i København.
Nu bliver bandet igen vækket til live og er klar til at indtage indtage spillestedet Beta. Billetter kan købes via Ticketmaster og Amager Bios hjemmeside. Læs mere her.
Hør blandt andet sangen "De kommer ud om natten" her.