Blandt artisterne er to velkendte ansigter fra tidligere sæsoner af X-Factor
Den 1. marts inviterer DR til en glamourøs musikfest, når Dansk Melodi Grand Prix 2025 endnu engang sendes direkte fra Boxen i Herning. Nu er sløret, for hvilke artister, der skal konkurrere om den ærefulde præmie, endelig løftet.
Læs også: Afstemningen til GAFFA-prisen er i gang
Mariya
Måske du genkender hende fra sidste års X-Factor, hvor hun var en af Thomas Blachmans darlings. I år debuterer sanger, sangskriver og danseren Maryia til grandprixet med sangen "I Belong to Me". Hun fortæller i en pressemeddelelse:
"Dansk Melodi Grand Prix er en kæmpestor platform. Her må jeg fylde, og det er enormt frisættende. Se mig! Jeg er her! Jeg gjorde det, og jeg må gerne være her," fortæller hun til DR.
Tim Schou
I 2011 vandt han grandprixet med bandet A Friend in London. Nu melder han sig igen ind i kampen, hvortil han forklarer: "Vigtigst af alt er jeg kommet til at forstå mig selv bedre som både kunstner og menneske, og det glæder jeg mig til at vise, på den platform, jeg kommer fra."
I år optræder han med nummeret "Proud", der ifølge Schou handler om "at finde stolthed i alt det, vi er, og alt det vi har været igennem. At turde acceptere vores ar og alt det, der gør os til dem, vi er blevet," udtaler han til DR.
Max Ulver
Sammen med Remee og brødrene Nordsø har artisten skrevet sangen "Supernova", der ifølge DR kombinerer attitude-rock med storslåede pophooks. Max Ulver forklarer, at sangen er inspireret af en magisk oplevelse: "Den handler om at møde den helt rigtige. Jeg kan huske sekundet, jeg så hende. Hun lyste hele rummet op. Det var ren magi."
Hervé Toure
Er du teaterentusiast, kan du måske genkende ham fra det anmelderroste teaterstykke Arven. Men Toure er også sanger og sangskriver, og skal optræde med den fransk betitlede sang "Allez Alles".
DR forklarer, at sangen handler om "at bruge sin indre styrke og finde viljen til at overvinde de forhindringer, som man møder på sin vej igennem livet. Samtidig er sangen en hyldest til – og troen på - at alle kan være med til at forme sin egen skæbne, præcis som Hervé og hans familie selv måtte, da de forlod en tryg og god tilværelse i Elfenbenskysten for at udforske nye muligheder og først havnede flere forskellige steder i Europa, inden de fandt deres hjem i Danmark."
Maria Mathea
Den svenske sanger og sangskriver træder ud på scenen med nummeret "Air", der ifølge DR er resultatet af et nordisk samarbejde. Maria Mathea har tidligere været en del af Melodi Grand Prixet, hvor hun har bidraget med sange til det polske samt danske grandprix i 2023.
DR oplyser, at "Air" handler om at føle sig fanget i en destruktiv kærlighedsaffære: "Det er historien om to mennesker, der hver især kæmper mod egne indre dæmoner, og trækker hinanden ned ude af stand til at komme op til overfladen og få luft."
Adel the Second
Artisten stiller op med sangen "The Unluckiest Boy Alive", der ifølge DR blander pop, house og orkestrale elementer. Om sangen forklarer han:
"Jeg forsøger ikke for alvor at overbevise nogen om, at jeg er den, der har det allerværst af alle. Men jeg tror, at det er meget menneskeligt at fange sig selv i at føle netop sådan fra tid til anden. Dét synes jeg giver sangen et sarkastisk glimt i øjet," udtaler Adel the Second til DR.
Sissal
Sissals bidrag til dette års Melodi Grand Prix er "Hallucination", som hun håber kan inspirere folk til at være autentiske og stå op for sig selv. Hun forklarer:
"Jeg håber, at folk kan spejle sig i min musik og i mig som person. Jeg vil vise, at man kan være lækker og sund, selvom man ikke er tynd, og så opfordrer jeg alle til at stå ved sig selv og deres drømme."
Artisten er tidligere blev fremhævet af karrierekanonen på P3, og hun har tidligere udgivet flere singler og en ep under sit kunstnernavn.
Andreas Kruse
Rosinen i pølseenden har tidligere succes med musikkonkurrencer, da han med gruppen Place on Earth vandt X Factor i 2018. Efter denne sejr udgav han i 2022 sin debutsingle som solist, og han er nu klar til at indtage den store scene i Boxen med sangen "Hear My Prayer".
Kruse fortæller til DR, at "Hear My Prayer" bliver sunget i afmagt og kan fortolkes som et samlende ekko for alle de problemer, som alle mennesker bærer rundt på hver især.
Læs også: Sådan reagerer musiklandskabet efter "historisk dom" om streamingsvindel
Du kan læse mere om artisterne til Melodi Grand Prix her. Nedenfor kan du få et overblik over artisterne samt producerne og sangskriverne bag sangene.