Den nye daglige leder kommer med mange års erfaring fra musikbranchen.
I sommeren 2024 stod det bornholmske spillested Musikhuzet pludselig uden leder, da den daværende daglige leder, Peer Kofoed Andersen, var blevet hjemsendt på baggrund af hændelser, der først blev beskrevet som en "personalesag". Hjemsendelsen landede knap en måned efter Musikhuzet blev udpeget som regionalt spillested af Statens Kunstfond, hvilket sikrede kulturhuset 1,6 millioner kroner årligt de næste fire år. Bornholms Tidende kunne efterfølgende berette, at hjemsendelsen og den efterfølgende fyring skyldes "mange års økonomisk svindel", og flere tidligere ansatte og frivillige stod frem med beretninger om dårligt arbejdsmiljø under den tidligere ledelse.
Læs også: Østre Gasværk Teater og GAFFA i nyt partnerskab
Nu er en ny leder dog klar til at stå i spidsen for Musikhuzet, nemlig John Madsen, der kommer fra en stilling som agent hos koncertarrangøren All Things Live.
"Jeg føler mig meget priviligeret og det er med største ære, at jeg smører ærmerne op og gør mig klar til at skabe kulturoplevelser til bornholmerne (og turisterne) sammen med et hus af dygtige medarbejder og benhårde frivillige," skriver John Madsen i et opslag på sin Linkedin-profil, hvor det også fremgår, at han tiltræder stillingen den 1. april 2025.
I et opslag på Musikhuzets Facebook-profil beskriver den kommende spillestedsleder den nye titel som en "drømmestilling":
"Jeg er både stolt og spændt over at få denne mulighed. Det her er en drømmestilling for mig, fordi jeg virkelig brænder for det bornholmske kulturliv. Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med bestyrelsen, de ansatte og de mange frivillige i Musikhuzet. Helt grundlæggende glæder jeg mig til at være med til at gøre en forskel," udtaler John Madsen, hvortil bestyrelsesformand Mikkel Bach-Jensen tilføjer:
"John kommer med mange års super relevant erfaring fra musikbranchen, blandt andet som festivalarrangør og agent for flere af landets større artister. I bestyrelsen og i ansættelsesudvalget har vi lagt vægt på, at John er meget velanset i branchen og helt tydeligt opmærksom på samarbejder på tværs og på Musikhuzets puls. Vi glæder os til at samarbejdet folde sig ud."
læs også: Tivoli Friheden imødekommer kritikken fra koncertgængerne