Hans show overgår de tidligere rekordholdere Usher og Rihanna og er nu det mest sete halftime show nogensinde
Selvom det blot er få dage siden, at Kendrick Lamar headlinedede Super Bowls halftime show, er hans optræden allerede blevet kåret som den mest sete Super Bowl-optræden nogensinde, ifølge Apple Music og Roc Nation. Det beretter NME.
Kendrick Lamars halftime show havde, ifølge NME, et imponerende antal liveseere på 133,5 millioner under begivenheden og har siden opnået over 38 millioner visninger på YouTube samt utallige andre visninger på sociale medier siden optrædenen sluttede. Titlen som den mest sete halftime show performer blev tidligere holdt af Usher, der trak 129,3 millioner seere, hvilket slog den tidligere titelholder Rihanna, der havde 121 millioner seere.
Kendrick Lamar havde dog allerede skrevet historie natten til mandag, da han blev den første solorapper til at headline showet. I GAFFAs anmeldelse af showet roste anmelderen Kendrick Lamar for at skabe et halftime show, der var mere end bare en optræden:
"Det var et visuelt og musikalsk statement pakket med symbolik og skjulte referencer (...) Kendricks halftime-show var skarpt, teatralsk og kompromisløst – ikke en TikTok-venlig gimmick, men et show, der vil blive diskuteret i årevis. Det sætter en ny standard, en ny agenda for hiphoppens karakter i ikke mindst det amerikanske samfund, men skubber også til diskussionen om, at folk fra underklassen blot er en hæmsko i det amerikanske samfund."