Nyhed

Mila er ramt af Amors pil på sin nye single

På singlen udforsker musikeren følelsen af et længselsfuldt crush

Den danske musiker Mila har udgivet sin nye single "Arrow" i dag den 14. februar på valentinsdag. Sangen er lavet i samarbejde med Frederik og Fridolin Nordsø og udforsker følelsen af at blive ramt af Amors pil på afstand. Ifølge en pressemeddelelse balancerer singlen mellem en moderne, fremadskuende pop-produktion og greb fra 00'ernes ikoniske hits.

Læs også: BEDST LIGE NU: 12 håndplukkede tracks – Fra Farveblind og Tove Lo til Rebecca Lou og Phlake

Om den nye single udtaler Mila: 


"'Arrow' er lyden af det øjeblik, hvor hele verden stopper. Det er suget i maven, der får dig til at droppe alt og løbe ud i natten - fordi du bare må se dem (dit crush, red.) igen. For mig føles 'Arrow' som en kærlighedshistorie i slowmotion, hvor hver besked og tanke bliver en pil, der rammer lige i hjertet - dér, hvor det gør mest ondt og mest godt." 

Milas sange udforsker temaer som vrede og selvbestemmelse. Ifølge musikeren er dét, at udtrykke vrede som kvinde, ofte forbundet med skam eller frygt for at blive dømt som hysterisk eller dramatisk. Mila ønsker at udfordre denne opfattelse og tage ejerskab over sin vrede. Samtidig ønsker hun at skabe plads til andre unge kvinder i branchen, så de kan stå ved deres følelser og kræve deres ret - også til at være vrede.

"Jeg har egentlig altid haft svært ved at udtrykke min vrede, men elsker at udforske denne side af mig i musikken og bruge det som et værktøj til at beskytte mit selvværd og mine grænser," fortæller Mila.


Læs også: LIVE CAMP-REPORTAGE DAG 2: Gode Smukfest-bud på næste års stjerner

Bag kunstnernavnet Mila står Mila Buus Westmark. I sin musik formidler hun emner som personlige opgør, mentalt helbred, 'pæn pige-syndromet' samt sammenhængen mellem vrede og femininitet. Hun har været en del af musikfællesskabet SheCanPlay i både 2023 og 2024. Selvom hun er et relativt nyt navn, har hun allerede en del live-erfaring. Hun har blandt andet optrådt på Carpark Festival, Vig Festival, Jelling Festival, Byhaven, Operahuset, Lille Vega (support) og Distortion (Rudme Festival). I 2023 var hun desuden en af de tre vindere af Live Camp på Smukfest. 

Du kan lytte til "Arrow" her.


LÆS OGSÅ: Bette udgiver hot sang på valentinsdag

ANNONCE