Nyhed

Ny artist Polite debuterer med single og musikvideo

Da hun første gang blev præsenteret for sin bookingagent, sagde han: "Hvor kommer det fra?" Nu er hun klar med sin debutsingle, som handler om kærlighedens første stadier.

Den helt nye artist Polite udgav i går, den 28. februar, sin debutsingle "Paralysis Analysis" gennem Konkylie. 

Læs også: GAFFA-PRISEN 2025: Musikfesten vender tilbage!

Ifølge en pressemeddelelse handler "Paralysis Analysis" om kærlighedens første stadier, som rummer både romantik, tvivl og til sidst valget mellem forpligtelse og afsked.


"Det er let at sætte nogen op på en piedestal, når man ikke ser klart. Det er sværere at se dem - og sig selv - i øjnene, når tiden går," fortæller Polite om den nye single. 

"Paralysis Analysis" er produceret, indspillet og mixet af Christoffer Emil Hørbo (Annsofie Salomon, Sasha Adrian, Lowly). Sammen har de to musikere skabt et lydunivers med referencer til Big Thief, Feist, Cate Le Bon og Alvvays. Ifølge pressemeddelelsen forener Polite "bløde vokaler, finurlige synthesizere og drømmende guitartemaer med mørke, ærlige tekster om generationskløfter, sårbarhed og kærlighedens kompleksitet."

I forbindelse med singlen udgives en musikvideo, hvor Polite håndplukkede en fransk instruktør og fløj hele holdet til Danmark for at skabe den. 


Polite dukkede op ud af det blå og overraskede både etablerede labels og bookingbureauer. Da hun første gang blev præsenteret for sin bookingagent, sagde han: "Hvor kommer det fra?" - noget helt utraditionelt i den danske musikbranche, hvor man ofte ved, hvad der rører sig, og hvem man skal holde øje med. 

"Normalt plejer vi at have et forholdsvist godt øje, i forhold til hvad der sker på scenen herhjemme, så vi var ret blæst bagover af musikken samtidig med, at ingen af os havde set den komme," fortæller Azur Hodzic fra Konkylie. 

Bag kunstnernavnet Polite står Karina Kaleida. Selvom hun har skrevet sange hele sit liv, var det ikke hendes plan at træde ind på den danske musikscene. "Jeg har gemt den mest personlige del af mig selv hele mit liv. Det føles både frigørende og skræmmende endelig at dele den," fortæller hun i meddelelsen. 


Du kan se musikvideoen til "Paralysis Analysis" her:

LÆS OGSÅ: Her er soundtracket til din weekend

ANNONCE