Koncerten er en musikalsk hyldest til den folkekære musiker og kunstner
Suset har i dag offentliggjort, at Johnny Madsens søn, Rasmus Madsen, lægger vejen forbi festivalen for at levere en musikalsk hyldest til den folkekære musiker og kunstner.
Læs også: Ny Johnny Madsen biografi: Endnu engang får han det sidste ord, netop som han gerne ville
Med bandet Madsen vil han gæste Suset til sommer som blot én ud af tre koncerter på festivaler i år, der alle har en helt særlig tilknytning til Johnny Madsen. Om dagens afsløring udtaler festivaldirektør, Tobias Kippenberger, i en pressemeddelelse:
"Vi er enormt glade for, at Madsen har valgt at lægge vejen forbi Suset. Esbjerg – og i særdeleshed EfB – havde jo en særlig plads i Johnnys hjerte, så det betyder meget for os, at vi får lov til at præsentere hans vidunderlige sange, når Rasmus, Knud og resten af bandet giver dem nyt liv på scenen."
I pressemeddelelsen fortæller Rasmus Madsen, at han glæder sig til at føre farens musik videre:
"Jeg har været i tvivl, om det her var en god ide, men det er jeg ikke længere. Vi tager ud på min fars vilje, på jeres nåde og på vores begejstring! Jeg vil fortsætte der, hvor min far han slap. Jeg vil ud at møde hans publikum, og jeg vil ud at stå på skuldrene af den kultur, som han selv har opbygget," udtaler han.
Læs også: De bedste Johnny Madsen-citater gennem tiden
Rasmus Madsen er selv opvokset i Vestjylland og Fanø, og han har både boet og gået i skole i Esbjerg. Til koncerten vil han få selskab af Knud Møller (guitar), Niels Ole Thorning (tangenter), Niels Kvint (bas) og Casper Mikkelsen (trommer). De fire musikere har gennem tiden alle sammen stået på scenen med både Johnny og Rasmus.
Suset Festival afholdes på Esbjerg Havn den 22. til 23. august 2025. Billetter kan købes her.
LÆS OGSÅ: Suset afslører amerikansk verdensstjerne som hovednavn