Den kommende film bærer samme navn som The Weeknds nye album og bliver det sidste projekt under Abel Tesfayes alias The Weekend
I november 2024 blev det offentliggjort, at The Weeknds nye album Hurry Up Tomorrow (2025) bliver ledsaget af en spillefilm af samme navn. Nu er traileren landet og ja, den er lige så mørk og dystopisk som forventet. I traileren til den psykologiske thriller ses musikeren, plaget af søvnløshed, blive trukket ind i en odyssé med en fremmed, stjerneskuespilleren, Jenna Ortega, der begynder at afdække selve kernen af hans eksistens.
Læs også: The Weeknd udgiver sit sidste album som 'The Weeknd'
Filmen er instrueret af Trey Edward Shults og har Abel Tesfaye, Jenna Ortega og Barry Keoghan på rollelisten. Bag soundtracket til filmen finder man, udover The Weeknd selv, også den amerikanske musikproducer og komponist Oneohtrix Point Never. Ifølge flere medier, herunder NME, kan filmen ses i amerikanske biografer fra den 16. maj 2025. Der er endnu ikke offentliggjort en dansk premieredato.
De 22 sange på Hurry Up Tomorrow (2025) markerer slutningen på en æra for popstjernen The Weeknd, da det, sammen med filmen, bliver det sidste album for Abel Tesfayes under aliasset The Weeknd. Albummet afslutter desuden trilogien, hvor værkerne After Hours fra 2020 og Dawn FM fra 2022 ligger forud.
I et interview til Variety forklarer Tesfaye, at beslutningen både skyldes de fysiske og psykiske overbelastninger, som kendislivet fører med sig, samt en lyst til at udforske nye kunsteriske dimensioner. I interviewet forklarede han: "Det bliver til et hamsterhjul: flere anerkendelser, mere succes, flere shows, flere album, flere priser og flere førstepladser. Det stopper aldrig, før du selv stopper det."
The Weeknd overraskede med en optræden under dette års Grammy Awards, hvor han spillede sangene "Cry for Me" og "Timeless" fra sit seneste album.
Se traileren til Hurry Up Tomorrow her:
LÆS OGSÅ: De største højdepunkter fra Grammy Awards 2025