De fire sidste tilføjelser byder på danske hiphop-ikoner og nye stjerneskud.
Vig Festival har netop løftet sløret for de sidste fire navne, der fuldender årets musikprogram. Dagens offentliggørelse er hiphop-trioen Suspekt, scandipop-artisten Theresa Rex, den danske duo Dusin og rapperen Pede B.
Læs også: Danske rappere samles i cyphers om menneskerettigheder
Om bookingen af Suspekt skriver Vig Festival: "Vi er glade og stolte over at kunne præsentere - for første gang - Suspekt på Vig Festival. Bandet fuldender toppen af plakaten og de glæder dig til at fyre op under Vig." Suspekt er en af de mest ikoniske hiphop-grupper, der står bag hits som "Proletar (Hvor jeg står)", "Kinky fætter" og "Gonzo", som alle har mange millioner streams på Spotify.
Theresa Rex har været på den danske og internationale musikscene i knap 10 år og startede sin karrirere med at lægge vokal til Martin Jensens mest streamede hit, "Solo Dance" fra 2016. Siden har hun arbejdet med samtlige store navne og udgivet flere singler i eget navn, herunder den tårevædede "Ugly Cry" fra 2024.
Vig Festival præsenterer også danske Dusin, som de beskriver som et "upcoming projekt med Jesper Nohrstedt – kendt for sin deltagelse i X-faktor 2010 – i front. Den spændende artist har endelig fundet vejen til Vig Festival, som kan vente sig en musikalsk oplevelse i særklasse."
Pede B står bag hittet "Hun vil ha'" og er aktuel med konceptalbummet 28 dage, der gradvist er blivet åbnet op for side første singleudgivelse den 1. februar, hvorefter der er blevet udgivet et nyt nummer dagligt måneden ud. I skrivende stund er der 20 sange på albummet, og albummet kan udforskes i sin helhed den sidste dag i måneden, 28. februar. Udover en koncert til Vig Festival kommer den erfarne rapper også til at facilitere en rap-workshop for festivalens unge gæster, lyder det af pressemeddelelsen.
Læs også: Her er de 10 største danske artister på TikTok
Navnene slutter sig til en plakat med artister som Lamin, Benny Jamz, Dodo and the Dodo's og mange flere. Festivalen, der bærer mottoet "for hele familien," bliver afholdt den 9. til 12. juli 2025. Find mere information og billetter her.
LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Her er de nominerede – nu starter anden runde af afstemningen