"Jeg vil næsten ikke sige det højt – det føles som en forbandelse," fortæller Smith i et interview, hvor han deler, at han talte med både Prince og The Notorious B.I.G. få timer inden deres bortgang.
I et nyligt interview af Broken Record Podcast deler Will Smith, at han havde samtaler med både Prince og The Notorious B.I.G. - også kendt som Biggie Smalls - blot få timer før deres død. Mediet NME skriver, at Smith sætter ord på det uhyggelige sammentræf, hvor musikerne helt uventet gik bort kort tid efter, han havde snakket med dem.
Læs også: Will Smith skal spille koncert på Smukfest 2025
Smith forklarer, at han mødtes med Biggie den 8. marts 1997, samme dag som rapperen blev skudt og dræbt i Los Angeles. I interviewet fortæller han, at de snakkede om fremtidige samarbejder og musikprojekter, og at det var chokerende at vågne op til nyheden om hans død næste morgen. Biggie blev kun 24 år, pointerer NME, og den tragiske afslutning på rapperens liv gjorde stort indtryk på Smith. "Det med Biggie fik mig til at græde," fortæller han og fortsætter: "Det sårede mig, og det skræmte mig også."
I samme interview beskriver Smith sin samtale med Prince den 20. april 2016, dagen før den legendariske musikers pludselige død. Smith forklarer, at Prince ringede til ham for at foreslå, at de to og Jay-Z skulle stifte en underholdningsvirksomhed sammen. Han fortæller: "Han (Prince, red.) havde talt med Jay, og han ville gerne gøre det. Vi talte den aften, og om morgenen var han væk," sagde Smith. Prince døde af en utilsigtet overdosis af det smertestillende middel Fentanyl i en alder af 57 år.
Han er tydeligt rørt over de to musikeres tragiske død og udtrykker, at han næsten ikke havde lyst til at sige det højt, fordi det føles som en forbandelse. Om det uhyggelige sammentræf siger Smith grinende, at folk skal lade være med at ringe til ham.
Læs også: Lady Gaga bekræfter opfølger til den ikoniske hit-single "Telephone"
Entertaineren Will Smiths rapkarriere tog fart i 80'erne med Fresh Prince of Bel-Air, og han har siden markeret sig som en af de vigtigste popkulturelle aktører. Så sent som i december 2024 udgav Will Smith singlen "Tantrum", og albummet Big Willie Style fra 1997 finder stadig vej til festplaylisterne med hits som "Miami" og "Gettin' Jiggy Wit It".
LÆS OGSÅ: Musik og magt: "Vi skal finde tid og rum til både opera og Grøn Koncert"