To markante hovednavne pryder dette års festivalplakat til AiaSound
AiaSound har netop offentliggjort to nye hovednavne, som skal pryde dette års festivalplakat. De to nye navne er ingen mindre end kongen af grime, Skepta og den svenske stjerne Steve Angello.
Læs også: SKEPTA-PORTRÆT: Hvordan genrens messias genoplivede grime
Den britisk-nigerianske rapper Skepta har revolutioneret grime og bragt genren fra Londons undergrund til verdens største scener. Med ikoniske sange som "Shutdown", "That's Not Me" og "Praise The Lord" har rapperen leveret soundtracket til en hel generation og skabt en banebrydende bevægelse inden for rap og hiphop. Skepta har desuden samarbejdet med markante navne som Drake, A$AP Rocky, Playboi Carti, Wizkid og Jorja Smith.
Steve Angello er et markant navn på den elektroniske musikscene og en tredjedel af den svenske dj-trio Swedish House Mafia. Angello har to Grammy-nomineringer, milliarder af streams samt et bagkatalog af kæmpe hits som "Don’t You Worry Child" og "Save the World". Han har lavet remixes for navne som Justin Timberlake og Coldplay samt udgivet to soloalbum, Wild Youth (2016) og Human (2018). Derudover har han optrådt på Coachella og domineret det britiske magasin Dj Mag's anerkendte Top 100 Dj's-liste i 14 år.
Læs også: Steve Angello før Tinderbox: Dance-scenen er som McDonald's
De to nye navne slutter sig til festivalplakaten, der foreløbig tæller afrobeat-sensationen Wizkid og den danske super-dj Morten, som begge blev offentliggjort tidligere i dag.
AiaSound afholdes den 1. til 2. august på Tiøren i København. Som noget nyt har festivalen valgt at komprimere antallet af festivaldage fra tre til to. Billetsalget starter fredag den 31. januar og kan købes her.