"Årets æresprismodtager er det levende bevis på, at forbillederne er der, hvis bare vi husker at kigge, anerkende og hylde," udtaler Danske Uafhængige Pladeselskaber, der står bag prisen
Anne Dorte Michelsen modtager i aften Den Uafhængige Ærespris 2025 til prisuddelingen Den Uafhængige. Dette blev afsløret den 28. januar i gårsdagens udgave af TV2-programmet "Go' Morgen Danmark".
Om modtagelsen af æresprisen udtaler Michelsen i en pressemeddelelse:
"At mine sange er blevet en del af andre menneskers liv og erindring er mere end jeg nogensinde havde forestillet mig, og turdet håbe på. Jeg er taknemmelig over at have fået mulighed for at skrive dem og synge dem. Jeg er også utroligt stolt og glad over at modtage Den Uafhængiges Ærespris på vegne af de sange, der bankede på min dør. Tak for sangene og tak for prisen."
Læs også: Anne Dorte Michelsen i 1984: Jeg har aldrig gjort, hvad nogen har sagt jeg skulle gøre
Det er første gang siden 1986, at Anne Dorte Michelsen modtager en pris for sine udgivelser fra den danske musikbranche. I 1986 modtog hun DJBFAs komponistpris, og i 1991 vandt coverbilledet til hendes album Den ordløse time en dansk Grammy i kategorien Årets Danske Cover. I 2023 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livslange legat, og nu kan hun også tilføje Den Uafhængige Ærespris til sin samling.
Om valget af Anne Dorthe Michelsen fremhæver Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP) i pressemeddelelsen, at musikeren er et "kvindeligt forbillede" som har præget den danske musikscene i mange årtier. De skriver blandt andet:
"Fra bandmedlem til solist på det uafhængige pladeselskab Medley og en række udgivelser med selvkomponerede sange, hvor hun over årene cementerede sin position som unik sangskriver med et særligt talent for oprigtige popsange med et særegent, følsomt og ikke mindst iørefaldende udtryk (...) Årets æresprismodtager er det levende bevis på, at forbillederne er der, hvis bare vi husker at kigge, anerkende og hylde. DUPs Ærespris 2025 går til en utrolig præcis sangskriver og tekstforfatter med en skræmmende virkelyst. Anne Dorte Michelsen."
Læs også: Albumanmeldelse: Højskolesangbogen møder ABBA, der møder Imogen Heap
Den Uafhængige prisuddeling afholdes i aften den 29. januar i Park Bio i København.
Du kan opleve Anne Dorthe Michelsen live, når hun til februar drager på turné rundt i Danmark sammen med Maria Bramsen fra Tøsedrengene.
LÆS OGSÅ: LIVSLANGT LEGAT: Anne Dorte Michelsen modtager Statens Kunstfonds hædersydelse