Nyhed

De første studerende fra ny musikuddannelse er dimitteret: "Vi er vidne til et paradigmeskift"

Masteruddannelsen skal være med til at styrke musikundervisningen for børn og unge

Der bliver ikke uddannet nok musiklærere til at dække behovet. Sådan lyder konklusionen i en artikel fra fagmediet folkeskolen.dk fra 2022, som viste et "bekymrende fald i antallet af nyuddannede musiklærere." 

Læs også: Ny rapport: Danskerne er enige om, at kulturoplevelser er vigtige for børn

Men elever på danske folkeskoler, musikskoler og dagtilbud kan snart se frem til at få mere kvalificeret musikundervisning. I sommer dimitterede nemlig det først kuld studerende fra masteruddannelsen i musikpædagogisk udvikling, som blev oprettet i 2021 i et samarbejde mellem Rytmisk Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Københavns Professionshøjskole og VIA University College, hvor Det Jyske Musikkonservatorium for nylig kom til for at gøre uddannelsen tilgængelig i hele landet. 

Masteruddannelsen skal give flere pædagoger og lærere bedre kompetencer i musikundervisning, og det kan hjælpe på inklusion og trivsel, ifølge en af de første dimittender:

”I folkeskolen står vi over for den udfordring, at der ikke er nok musikuddannede lærere til at undervise eleverne. Det er der flere undersøgelser, der bakker op om. Musikundervisning er et fag, der underbygger hele dannelsesperspektivet og fællesskabstanken i folkeskolen, og det er en vigtig del af børns trivsel. På masteruddannelsen lærer man at samarbejde på tværs af folkeskoler og musikskoler og får en fælles forståelse for musikken og hinandens verdener, og det er rigtig vigtigt,” siger Karen Johansen, der er forperson for Musiklærerforeningen og blandt de første 13 dimittender fra masteruddannelsen, i en pressemeddelelse.

Læs også: Regeringen afsætter 600 millioner til kulturen: Vigtig spillestedsordning forlænges

De seneste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at andelen af musiklærere i folkeskolen, som rent faktisk er uddannet til at undervise i lige netop musik, er faldet fra 86 procent i skoleåret 2012/2013 til 79,9 procent i skoleåret 2023/2024. Her ligger musik dog placeret højere end eksempelvis billedkunst og kristendomskunstskab, hvor kun henholdsvis 63,1 procent og 55,9 procent af lærerne har undervisningskompetencer i fagene i det seneste skoleår, mens 96,4 procent og 95,4 procent af undervisningen i dansk og fysik/kemi bliver gennemført med lærere med rette uddannelseskompetence. 

Ifølge forperson for Danske Musik- og Kulturskoler, Jens Dammeyer Sørensen, bliver musikundervisningen nødt til at gennemgå et paradigmeskift med nye undervisningsrammer, hvis ikke man vil skabe forskel mellem børn og unge, hvor det ikke er alle familier, der har penge til, at deres børn kan gå til soloundervisning på den lokale musikskole. 

Læs også: Nyt projekt skal lære efterskoleelever om ligestilling i musikbranchen

”I musik- og kulturbranchen er vi vidne til et paradigmeskifte, hvor efterspørgslen efter den gamle musikskoletænkning med 25 minutters individuel undervisning er nedadgående. I dag er vi i højere grad nødt til at tænke i nye måder og formater at undervise på for at tiltrække elever til musikskolerne og samtidig sikre, at vi rammer nye målgrupper. Det kræver nye kompetencer.” 

Uddannelsen henvender sig musiklærere fra lærer- og pædagoguddannelserne, og dimittender fra universiteterne og konservatorierne, der gerne vil forbedre deres undervisningskompetencer. En af de første 13 dimittender fra masteruddannelsen i musikpædagogisk udvikling er Thomas Sandberg, der til daglig er forperson i Dansk Musiker Forbund, og som har brugt de nye kompetencer til blandt andet workshops:

”Uddannelsen har givet mig en større indsigt i mulighederne for det musikpædagogiske
univers og givet mig inspiration til, hvilke musikpædagogiske tiltag man kan tage i brug i sin undervisning. Jeg har undervist og afholdt workshops i mange år, men det har været virkelig lærerigt at knytte faglighed til en praksis, jeg har udøvet længe.”

I spidsen for den nye masteruddannelse er Astrid Elbek, som mange kender fra hendes fortid i Shit og Chanel, men som sidenhen har været aktiv i uddannelsesmiljøet på Rytmisk Musikkonservatorium, mens hun også har været forperson for Music City Aarhus og Fonden VoxHall. Læs mere om masteruddannelsen her.

læs også: Festival uddeler rekordbeløb til unge øboer


 

 

ANNONCE