Nyhed

Fra Stranger Things til Billboard Hot 100: Ny lyd fra multikunstneren Djo

Singlen "Basic Being Basic" tager fat på de moderne tendenser til selviscenesættelse

Steve "The Hair" Harrington eller Djo. Kært barn har mange navne. Men du kommer ikke uden om multikunstneren - hverken på Netflix, TikTok eller hitlister.

Den 32-årige skuespiller og musiker Joe Keery er, udover at være kendt for sin rolle i Netflix-serien Stranger Things, gået viralt på TikTok med singlen "End of Beginning", hvilket har været med til at placere ham på Billboard Hot 100. Han er nu klar med ny musik under det musikalske alias Djo. Om sin nye single "Basic Being Basic" forklarer Keery, at det "er lidt som et angreb på alle, der prøver at være tidens trend."

Du kan lytte til singlen nederst i artiklen.

Læs også: 37 år gammel Kate Bush-sang topper hitlisten i flere lande

"Basic Being Basic" tager ifølge pressemeddelelsen skarpt fat på de moderne tendenser til selviscenesættelse, der især er udbredt på online medier. Det kan blandt andet fornemmes i slutningen af sangen, hvor Keery synger: "Change your body / Change your face / Curl your hair then make it straight / Take a picture of your plate / Tarantino movie taste."


Med singlen annoncerer Djo også sit kommende album The Crux, der udkommer den 4. april 2025. Førstesinglen "Basic Being Basic" indgår i projektet, der "fremhæver frodige guitarer og instrumentation, som minder om pop fra slutningen af 60'erne og 70'erne. Det er et album fyldt med tab og længsel, men også med humor og taknemmelighed," forklarer pressemeddelelsen.

Da Djo udgav sin debutsingle "Roddy" i 2019, skrev GAFFA, at sangen er "et særdeles spændende udspil fra den amerikanske skuespiller Joe Keery, der bevæger sig inden for genrerne psych og indie-pop/rock. Nummerets lydunivers leder tankerne hen på artister som Mac DeMarco og Father John Misty."

Hør Djos nye single her:


LÆS OGSÅ: Gramsespektrum klar med vinylplade og uhørte sange inden turnéstart

ANNONCE