Nyhed

Hendes kontroversielle hashtag-brug skabte stor kritik: Nu svarer Ethel Cain igen

"Det handler ikke om højre eller venstre," lyder det fra musikeren

I et nyt opslag svarer Ethel Cain på den hårde kritik, hun har fået, især fra den amerikanske højrefløj. Blandt andre har Fox News-journalist Guy Benson opfordret til et boykot af Cains musik.

Kritikken kommer efter, at Ethel Cain den 10. januar anvendte hashtagget #KillMoreCEOs i forbindelse med drabet på United Healthcare-direktøren Brian Thompson, der den 4. december blev skudt af den formodede gerningsmand Luigi Mangione.

Læs også: Ethel Cain om mordet på CEO: "Gør dem bange for deres liv, ellers sker der ingenting"


Hashtagget blev efterfølgende uddybet i et opslag på Instagram:

"Jeg mener, hvad jeg siger. Virksomheder griner af protester. Hvorfor skulle nogen frivilligt træde ned fra deres trone, bygget på andres lidelse? Gør dem bange for deres liv, ellers sker der ingenting," skrev hun og afsluttede med "Vold er ikke altid forkert. Nogle gange er det løsningen."

Kommentaren har skabt kontroverser i USA, hvor hendes udtalelser både er blevet kaldt "terroristiske" og "depraverede" af Fox News.


I et nyt oplsag fra sidste uge svarer Ethel Cain på kritikken, hvor hun argumenterer for, at hverken det "korrupte sundhedssystem" eller klimaforandringerne er en konflikt mellem den amerikanske venstre- og højrefløj. I stedet ser hun det som en kamp mellem "mændene der sidder på magten" og "hippierne og rednecks."

Læs også: Kunstnere kritiserer Trumps beslutning om kønsidentitet

I opslaget forsvarer Ethel Cain sig desuden mod anklagerne om, at hendes meninger skulle være en del af et "woke liberalt synspunkt." Hun skriver følgende:

"Siden hvornår er det blevet sådan, at 'opretholdelsen af traditionelle værdier' hænger sammen med at forsvare lovgivere og oliebaroner? Min familie og jeg brokker os over de samme problemer ved middagsbordet. Mændene der sidder på magten, må hellere håbe, at de kan opretholde deres digitale røgslør så længe som muligt, for i det øjeblik, hvor rednecks og hippier lægger deres våben længe nok til at indse, at de har den samme fjende, så bryder helvede løs."


Tidligere i januar udkom Ethel Cains fjerde album Perverts, der er opfølgeren til albummet Preacher's Daughter fra 2022. I 2023 optrådte hun på Roskilde Festival, hvor GAFFA skrev følgende om koncerten: "Når Ethel Cain indhyllede Avalon helt i sit poppede mørke, overdøvede hun Roskildes knevrende masser." Koncerten fik fire stjerner af GAFFA.

LÆS OGSÅ: Overblik: Her er alt, du skal vide om Diddy-sagen

ANNONCE