Den kommende præsident har selv danset til én af kunstnernes sange adskillige gange
Det er for nylig blevet bekræftet, at bandet Village People, countrysangeren Carrie Underwood og den klassiske tenor Christopher Macchio skal optræde ved Donald J. Trumps indsættelse den 20. januar 2025 i Washington D.C.
Læs også: Trump-guitarer i konflikt med Gibson: Beskyldes for at kopiere ikonisk design
Village People, som særligt er kendt for LGBTQ+-hymnen "Y.M.C.A.", skriver således på deres Facebook-side:
"Vi annoncerer i dag, at Village People har accepteret en invitation fra den kommende præsident Trumps kampagne om at deltage i indsættelsesaktiviteter, herunder mindst én begivenhed med den kommende præsident Trump. Vi ved, at dette ikke vil gøre alle glade, men vi mener, at musik skal fremføres uden hensyn til politik. Vores sang 'Y.M.C.A.' er en global hymne, der forhåbentlig kan hjælpe med at samle landet efter en turbulent og splittende kampagne, hvor vores foretrukne kandidat tabte. Derfor mener vi, at det nu er tid til at samle landet med musik, og det er grunden til, at Village People vil optræde ved forskellige begivenheder som en del af Donald J. Trumps indsættelse i 2025".
Det har længe været kendt, at den kommende præsident har en særlig forkærlighed til netop "Y.M.C.A", da han er set danse til sangen ved flere lejligheder, hvilket er blevet spredt på sociale medier. Se et eksempel nedenfor.
Sangen, som blev udgivet i 1978, er gennem mange år blevet tolket som en LGBTQ+-hymne på grund af teksten, som blandt andet siger "It’s fun to stay at the Y.M.C.A. / They have everything for young men to enjoy / You can hang out with all the boys". Derudover er det kendt, at flere bandmedlemmer og personer i holdet omkring Village People selv tilhørte LGBTQ+-miljøet.
Læs også: The White Stripes dropper søgsmål mod Donald Trump
Victor Willis, som er en af de oprindelige bandmedlemmer, har dog tidligere udtalt til mediet news.com.au, at sangen ikke bevidst var skrevet med dét emne in mente:
"Det blev ikke skrevet som en homoseksuel sang, fordi jeg simpelthen ikke er homoseksuel. Jeg skrev den om at hænge ud i bykvarterer i min ungdom. (...) Men jeg ønskede at skrive en sang, der kunne passe til enhver livsstil. Jeg er glad for, at det homoseksuelle samfund har taget den til sig som deres hymne, og jeg har ingen problemer med det", udtalte Victor Willis i 2017.
Flere menneskerettighedsorganisationer har udtalt sig kritisk om Trumps håndtering af LGBTQ+-personers rettigheder og generelle politik, som svækker kampen for ligestilling, ifølge dem. Ryan Thoreson, specialist i LGBT-rettigheder, udtalte til mediet Human Rights Watch i november 2024, at han ser med bekymrede øjne på den kommende præsidentperiode:
"Donald Trumps første præsidentperiode giver os et glimt af, hvad vi sandsynligvis kan forvente denne gang. Han fyldte tidligere sin administration og retsvæsenet med personer, der åbenlyst er fjendtlige over for LGBT-rettigheder. Vi så konsekvenserne af dette i mange af administrationens politikker og bekendtgørelser, herunder en, der forbød transkønnede at tjene i det amerikanske militær. (...). Derfor tror jeg, vi sandsynligvis vil se, at den føderale regering vender sig mod transpersoner på samme måde, som enkelte amerikanske delstater har gjort i de seneste år".
læs også: Tom Morello: Hun kan hoste covid direkte ind i munden på sin MAGA-bedstefar for min skyld