Sidste år var det Usher og året før Rihanna. Nu står Kendrick Lamar og SZA klar til at erobre megascenen
Den 9. februar 2025 indtager Kendrick Lamar Caesars Superdome i New Orleans, når han optræder til en af verdens største musikevents – det legendariske Super Bowl Halftime Show. Men han gør det ikke alene. Det er netop blevet afsløret, at SZA, en af tidens største musikere, vil optræde til showet som gæsteartist.
Læs også: De mest streamede album i 2024: Hvilke tendenser hersker på hitlisterne?
Både Lamar og SZA har for nyligt udgivet nye album, GNX og Lana, og har tidligere samarbejdet på flere hits – blandt andet på sangen "Luther (with SZA)," der udkom i november 2024. Der er således masser af materiale, som artisterne kan optræde med, og som duoen formentlig også vil medbringe, når de til april drager ud på deres fælles nordamerikanske turné.
Kendrick Lamar kan prale af hele 17 Grammy Awards samt en Pulitzer Prize for albummet DAMN fra 2017. Hans seneste album, GNX, blev af GAFFAs anmelder belønnet med fem ud af seks stjerner. GAFFA har tidligere kaldt ham "den bedste og mest kunstnerisk interessante rapper de seneste ti år," og anmelderen kvitterede med fem stjerner for hans optræden på Orange Scene på Roskilde Festival i 2023.
Læs også: Diddy sagsøger personer og medie for ærekrænkelse: Skal betale 50 millioner dollars
SZA er heller ikke fremmed for GAFFAs læsere. Hendes optræden på Orange Scene til sommerens Roskilde Festival fik hele seks stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "Jeg tror aldrig, jeg har set et sceneshow, der ikke bare er leveret så stærkt og præcist, men også (har, red.) en tematisk historiefortælling, der virker så godt til en koncert."
Hendes nyeste album, Lana, er en deluxe-version af det anmelderroste album SOS, der høstede seks stjerner af GAFFAs anmelder.
Der er altså meget at glæde sig til som rap- og r&b-fan, selv hvis man ikke er til amerikansk fodbold. Super Bowl halvlegsshowet er nemlig forbeholdt de allerstørste navne i amerikansk musik, som Kendrick Lamar og SZA nu kan tilslutte sig.
Varm op til showet med "Luther (with SZA)"
LÆS OGSÅ: Universal Music Group svarer på Drakes opsigtsvækkende anklager