Den amerikanske rapper besøgte Danmark i 2024
En tidligere ansat anklager Nicki Minaj for at have slået ham flere gange. Anklagen blev indgivet til Los Angeles Superior Court i fredags, og episoden skulle have fundet sted backstage efter en af hendes koncerter i løbet af Pink Friday 2-turnéen. Verdensturnéen fandt sted fra den 2. marts til den 11. oktober 2024, og den tidligere ansatte Brandon Garrett fungerede angiveligt som rapperens daglige manager.
Læs også: "Nicki Minaj i Royal Arena: Respektløs røvtur"
Holdet bag Nicki Minaj afviser anklagerne mod hende og bekræfter ikke, at Garrett var hendes manager, men omtaler ham i stedet som "assistent":
"På nuværende tidspunkt er der ikke blevet forkyndt nogen klage mod fru Petty (Nicki Minaj, red.), og derfor er vi uvidende om de specifikke påstande (...). Men hvis sagen er, som TMZ har rapporteret, er den fuldstændig falsk og useriøs. Vi er overbeviste om, at sagen, som denne tidligere assistent har anlagt, hurtigt vil blive løst til fru Pettys fordel", udtaler advokat Judd Burstein til Variety.
Brandon Garrett skulle have fået besked om at møde Nicki Minaj i et backstage-lokale, hvor hun var vred over, at hendes ansatte "ikke vidste, hvad de skulle gøre, og hvem der rapporterede til hvem", ifølge Digital Music News. Her skulle hun have slået Garrett på højre side af ansigtet med åben hånd, hvilket fik hans hoved til at svinge bagud, så hans hat fløj af hovedet. Herefter skulle hun havde slået ham på håndleddet.
Læs også: Sådan anmeldte vi Nicki Minaj' seneste album
Ifølge Variety låste Brandon Garrett sig efterfølgende inde på et badeværelse resten af natten, hvor han modtog en SMS fra rapperens tidligere manager Deb Antney, som gjorde ham opmærksom på, at han ikke skulle med videre i turnébussen. Næste morgen steg han ombord på et fly mod sin hjemby Chicago, hvorefter han indleverede en officiel anklage til politiet i Detroit, hvori han kræver erstatning fra rapperen.
Nicki Minaj besøgte også Danmark i forbindelse med Pink Friday 2-turnéen. Vores anmelder var dog ikke begejstret og kaldte koncerten en "respektløs røvtur". Læs hele anmeldelsen her.
LÆS OGSÅ: Ariana Grande afslører kommende deluxe-album