Nyhed

Tag på Tøsedrengetur i Det Kongelige Teater

Det ikoniske band drager på Danmarksturné i anledning af deres 40 års jubilæum

Til efteråret tager Anne Dorthe Michelsen og Maria Bramsen fra Tøsedrengene på turné rundt i Danmark. Turnéen, som de har navngivet Tøsedrenge tur, kulminerer med en københavnerkoncert på Det Kongelige Teaters gamle scene den 26. septemper 2025.

Læs også: "Dans hele natten" med Danser med Drenge

Til koncerten kan publikum opleve nogle af Tøsedrengenes største sange gennem tiden, når de, ifølge en pressemeddelelse, "indtager nationalscenen og vil fylde de festlige rammer med en sand hitparade af Tøsedrengenes største og kendteste sange". 


Tøsedrengene er en dansk popgruppe, der var særligt fremtrædende på den danske musikscene i perioden fra år 1979 til 1985. De udgav deres debutalbum Det går fremad i 1979, hvor de som det første danske band kombinerede reggaemusikken med danske tekster. Det var dog først efter gruppens andet album Tiden står stille (1981), hvor Michelsen var med som gæstesanger og efterfølgende blev en fast del af bandet, at Tøsedrengene for alvor fik skudt gang i karrieren. Ved årsskiftet 1981-1982 kom Bramsen også med i bandet som sanger. 

Gruppen har i alt udgivet seks albummer, der tilsammen har solgt over 1 million eksemplarer. Blandt bandets største hits kan nævnes "Sig du kan li' mig", "Ud under åben himmel", "Indianer", "Vi var engang så tæt" og "Så gik der tid med det".

Tøsedrenge tur afholdes i anledning af, at det er 40 år siden, at Tøsedrengene spillede deres sidste koncert i 1985. 


Billetsalget starter fredag den 24. januar 2025 og kan købes via Ticketmaster.

LÆS OGSÅ: Thomas Helmig samler sine største hits på særudgivelse

ANNONCE