The Weeknd som projekt nærmer sig sin ende, og snart skal vi lære manden bag bedre at kende
Det kommende album Hurry Up Tomorrow og den medfølgende film af samme navn, bliver det sidste under navnet The Weeknd, udtaler Abel Tesfaye til mediet Variety. Derefter skal vi lære manden bag navnet at kende. Skiftet er allerede sket på det sociale medie X.
Læs også: The Weeknd spiller blandt store stjerner i ny film
Beslutningen kommer efter flere års overvejelser, efter Tesfaye tilbage i september 2022 fik sig en hård opvågning. På den sidste aften til det sidste show på den amerikanske turné After Hours Til Dawn mistede Tesfaye pludseligt stemmen og blev kort tid efter koncertstart nødt til at aflyse midt fra scenen.
Oplevelsen har fået Tesfaye til at genoverveje fremtiden. I et interview den 10. januar med Varity udtaler The Weeknd, at hændelsen blandt andet skyldtes overbelastning og præstationspres.
Men det er mere end bare den fysiske og psykiske belastning, der får Tesfaye til at ændre kurs. Det handler også om muligheden for at udforske nye musikalske dimensioner og slippe de gamle begrænsninger. I samme interview siger Tesfaye:
"Det bliver til et hamsterhjul: flere anerkendelser, mere succes, flere shows, flere album, flere priser og flere førstepladser. Det stopper aldrig, før du selv stopper det".
Det er dette hamsterhjul, Tesfaye forsøger at træde ud af med navneskiftet. Det handler for Tesfaye om at stoppe, mens han er på toppen, for at kunne søge nye retninger og muligheder.
"... Alt skal føles som en udfordring. Og for mig lige nu, The Weeknd, hvad end det er, så er det blevet mestret", siger han til Varity, og konkluderer senere med "Jeg vil bare gerne vide, hvad der kommer efter".
Læs også: Musikstjerner hjælper til under Los Angeles-brandene
Hvad fremtiden derefter bringer for Tesfaye, er svært at spå om, men det sidste punktum er ikke blevet sat endnu. Indtil da må vi vente i spænding på, hvornår næste album udkommer – selvom vi må vente længere end forventet...