Aarhus Kommune giver støtte til et af byens yngste spillesteder.
Spillestedet Volume Village, der ligger under Ringgadebroen i Aarhus, modtager nu 100.000 kroner i støtte fra Aarhus Kommune. Midlerne skal blandt andet bruges til at dække udgifter forbundet med en mulig forlængelse af foreningens lejekontrakt frem til 2037, heriblandt at lave en ny lydrapport. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune til Kulturmonitor.
Læs også: Ny undersøgelse sætter tal på kulturens værdi - med fokus på de sociale effekter
Initiativet kommer som led i kommunens strategi om at støtte fællesskaber og kulturelle initiativer. Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), udtaler i en pressemeddelelse til Kulturmonitor:
"Aarhus Volume har på få år skabt et stærkt fællesskab og en platform for kreativ udfoldelse, som hele byen kan være stolt af. Med denne støtte ønsker vi at give dem ro til at fortsætte deres udvikling og blive en fast del af Aarhus’ kulturliv."
Kommunen fremhæver desuden, at støtten skal ses i lyset af ønsket om at understøtte borgerdrevne projekter, som bidrager til byens kulturelle mangfoldighed:
"Det er gennem borgernes engagement og de frivilliges passion, at Aarhus fortsætter med at være en by, der skabes af og for dem, der bor her – sammen," skriver Aarhus Kommune i pressemeddelelsen til Kulturmonitor.
Foreningen Aarhus Volume, der står bag Volume Village, modtager støtten med stor glæde. Medstifter Albert Helmig udtrykker i samme pressemeddelelse sin taknemmelighed og siger, at støtten "falder på et tørt sted":
"Den giver os mulighed for at arbejde videre med at sikre Aarhus Volumes fremtid og fortsætte arbejdet med at skabe en musikscene, der udfordrer grænserne for, hvad man kan udrette som ung kulturskaber."
Volume Village åbnede i 2022 og har siden fungeret som et samlingspunkt for musik, ungdomskultur og alternative kulturbegivenheder.
LÆS OGSÅ: Spillested ramt af millionsvindel: Nu hjælper kommunen