Med sit seneste album og en kommende spillefilm gør Abel Tesfaye sig klar til at tage hul på et nyt kapitel.
Abel Tesfaye, bedre kendt som The Weeknd, forbereder sig på at lægge sit berømte kunstnernavn på hylden, skriver NME. Den canadiske musiker har længe ytret sit ønske om at afslutte kapitlet som The Weeknd. Han har tidligere meddelt, at hans seneste album, Hurry Up Tomorrow, og filmen af samme navn bliver de sidste under kunstnernavnet The Weeknd.
Læs også: The Weeknd udgiver sit sidste album som 'The Weeknd'
I et interview med The Hollywood Reporter, som fandt sted i forbindelse med filmens amerikanske forpremiere den 13. maj, udtalte Tesfaye, at han endnu ikke har konkrete planer for, hvad der skal ske efter The Weeknd.
"Vi brainstormer på det lige nu. Jeg føler ikke, vi har nogen endelige svar endnu, men jeg har heller ikke lagt det helt fra mig endnu, fordi jeg stadig er på turné, så jeg skal stadig ud og møde fansene," fortæller han til The Hollywood Reporter.
Dog afslører Tesfaye, at han er åben for at spille mere skuespil. Udover Hurry Up Tomorrow-filmen, har han tidligere medvirket i Uncut Gems (2019) og HBO-serien The Idol.
Tilbage i januar forklarede Tesfaye i et interview med Variety, at beslutningen om at lægge The Weeknd navnet på hylden skyldes de fysiske og psykiske overbelastninger, som følger med kendislivet, samt en lyst til at udforske nye kunsteriske dimensioner. I interviewet forklarede han: "Det bliver til et hamsterhjul: flere anerkendelser, mere succes, flere shows, flere album, flere priser og flere førstepladser. Det stopper aldrig, før du selv stopper det."
Læs også: The Weeknd deler intens og følelsesladet musikvideo
I den trestjernede anmeldelse af Hurry Up Tomorrow, skrev GAFFAs anmelder:
"Forhåbentligt gør Abel Tesfaye ikke mere alvor ud af afslutningen på The Weeknd, end at han genopfinder sig selv med et udtryk, der måske er mere frit fra de meget indskrænkende forventninger, som kvæler Hurry Up Tomorrow længe før det 22. nummer. Bare det ikke er en country- eller konventionel rockplade, der kommer i kølvandet på denne her."
Med Hurry Up Tomorrow markerer Tesfaye et punktum for The Weeknd-æraen, men åbner samtidig op for nye kreative eventyr.
Ifølge flere medier, herunder NME, kan filmen ses i amerikanske biografer fra den 16. maj 2025. Der er endnu ikke offentliggjort en dansk premieredato.
Du kan se traileren til Hurry Up Tomorrow her: