Med rødder i folk og blues giver han samfundets udfordringer en stemme gennem sin musik.
Den 13. december 2025 kommer den amerikanske folk-trubadur Jesse Welles til Danmark, hvor han gæster Amager Bio i København. Pressemeddelelsen lover, at han både vil skubbe sig selv og publikum ud af deres komfortzone med en intens og umiddelbar koncert.
Læs også: Toner af folk, country og punk rammer dansk storby til sommer
"Jesse Welles går sine egne veje. Med en stemme, der lyder, som om den har levet tusind liv, og et tekstunivers, der bevæger sig fra det brutalt ærlige til det næsten profetiske, er han blevet en kultfigur blandt musikelskere med hang til det rå, det poetiske og det uforudsigelige," lyder det i pressemeddelelsen.
Hans musik trækker tråde til blues, folk og klassisk amerikansk sangskrivning, som får selskab af politiske tekster, der adresserer samfundets uretfærdigheder og udfordringer, forklarer pressemeddelelsen og uddyber:
"Welles er ikke en kunstner, der søger rampelyset – men det finder ham alligevel. Fra hans tidlige år som en del af den alternative rockscene til hans nuværende rolle som folk-sanger og historiefortæller har han holdt fast i sin egen lyd og sit særlige blik på verden. Med sin skarpe tunge, sit guitartalent og en gennemtrængende autenticitet bryder han med konventionerne og leverer koncerter, der både rører og rusker."
Hans mest streamede singler, "War Isn't Murder" og "Have You Ever Seen the Rain" (feat. Mt. Joy), har millioner af afspilninger. Med sig til Danmark har han desuden sit netop udgivne album Middle fra februar 2025.
Billetsalget til koncerten i københavnske Amager Bio starter fredag den 16. maj gennem United Tickets.
Læs også: Albumanmeldelse af Thom Yorke og Mark Pritchards nye album