Nyhed

Bandet bag den første danske punkudgivelse genopstår for én aften

De banebrydende pionerer optræder live for første gang i årtier på årets Cannonball Festival.

Festivalen Cannonball har netop afsløret, at Lost Kids genopstår for en enkelt aften for at hylde den danske punkscene i  K.B. Hallen. Ifølge pressemeddelelsen står gruppen bag den første danske punkudgivelse med "Født som nul" fra 1978. Den 26. september træder de nulevende medlemmer Pussy Punk og Mek Pek op på scenen og bidrager til fejringen af punkarven.

Læs også: Den aarhusianske punkpioner Jan Jet er gået bort

Lost Kids blev dannet i 1978 i Aarhus, hvor de ifølge pressemeddelelsen var pionerer på den danske punkscene. Bandet blev bogstaveligt talt dannet på en løgn, da den nu afdøde Jan Jet i 1970’erne fortalte en journalist, at han havde et punkband, hvilket ikke eksisterede - endnu. Pressemeddelelsen fortsætter:


"I ægte DIY-ånd samlede han hurtigt en flok ligesindede, og kort efter var Lost Kids en realitet. Med base i Aarhus og en kompromisløs tilgang til både musik og livsstil, blev Lost Kids hurtigt kendt som byens svar på ægte punk - rå, kompromisløs og uden skelen til kommercielle hensyn."

Den oprindelige gruppe gik i opløsning i 1982, blandt andet på grund af misbrugsproblemer i bandet. Lost Kids har dog siden været gendannet ad flere omgange.

Når punkmusikken indtager K.B. Hallen, bliver det med 2025-konstellationen bestående af vokalist Pussy Punk, der var frontfigur i Lost Kids fra 1979 til 1981, og blandt andet er kendt fra Sofamania og Repeat Repeat. Derudover optræder Mek Pek på bas og vokal, kendt fra sit Mek Pek Party Band og som trompetist for Kim Larsen. Han var bassist i Lost Kids fra 1979 til opløsningen i 1982. Med på scenen har de Mads Fogt, Anton Falk og Bjarne Holm.


Læs også: Hardrock og garage-psych: Nye navne på Cannonball

Pressemeddelelsen understreger, at "koncerten bliver en eksklusiv og helt unik mulighed for at opleve det legendariske band live - for første gang i årtier. En hyldest til oprøret, energien og musikken, der nægtede at dø!"

Canonball Festival finder sted den 26. til 27. september i K.B. Hallen i København. På plakaten får Lost Kids selskab af navne som Magtens Korridorer, Graveyard, The Undertones og Bad Touch, der tidligere er annonceret til festivalen. Læs mere om festivalen og tilgå billetsalget her.


Nedenfor kan du høre Lost Kids' debutalbum, hvor Danmarks første punkudgivelse er at finde.

Læs også: Her er de 25 mest ikoniske danske rocksange

ANNONCE