Den nydannede kvartet varmer op til festivalsæsonen og overrasker med koncertannoncering.
Blæst har netop annonceret, at de spiller koncert på Hotel Cecil i København allerede i næste uge, tirsdag den 27. maj. "Du skal med til vores første koncert som det nye Blæst," lyder det fra bandet.
Læs også: GAFFAs store festivalquiz: Hvor meget ved du om årets festivaler?
Koncerten blev annonceret i går på bandets Instagram, hvor de skrev: "Vi har simpelthen booket Hotel Cecil på tirsdag d. 27. maj - så vi kan nå at spille for jer, inden festivalerne starter. Det bliver meget spændende!"
Artiklen fortsætter efter opslaget.
I marts 2025 offentliggjorte Blæst, at Sarah Sophie Malmros, også kendt som Saso, overtager faklen fra Fernanda Rosa. Den hidtidige forsanger tog afsked med Blæst efter fire store afslutningskoncerter, der lå i kølvandet på debutalbummet Dine venner fra efteråret 2024.
Debuten høstede roser fra GAFFAs anmelder, der uddelte flotte fem ud af seks stjerner og skrev, at "de fire popmagere fra Blæst har rejst sig efter et par hæsblæsende år, der har givet gavnlige ridser i den ellers så polerede popfacade."
Hør albummet her. Artiklen fortsætter nedenfor.
Da Blæst offentliggjorde, hvem der skulle indtræde i rollen som gruppens frontfirur, udtalte Sarah Sophie Malmros i en pressemeddelelse: "Det er specielt at træde ind i et band som Blæst – især når det allerede har så stærk en lyd, identitet og fællesskab. Som soloartist har jeg været vant til at have mere kontrol, så det her er bestemt en ny måde at arbejde på. Men jeg har altid længtes efter netop det – at skabe musik i en gruppe, hvor både energier og idéer smelter sammen."
Trommeslager Lauge Kjærulf udtalte supplerende:"Det har været en ret vild proces at få Sarah Sophie ind i bandet. Vi har skulle lave et reset af vores dynamik, metode og tilgang til musikken. Det har hun i øvrigt også, og resultatet af det er blevet virkelig fedt, synes vi."
På tirsdag kan Blæst-fans opleve den nye konstellation live for første gang. Find mere information om arrangementet her.