Rapperen deler åbent ud om sine livserfaringer, sit musikalske gennembrud og mødet med berømmelsen.
Branco vender blikket indad i den nye podcast Branco mod Branco, som har premiere i dag, den 19. maj, eksklusivt på Podimo. I samtale med journalist og forfatter Thomas Skov åbner han op om sin fortid og de valg, der har ført ham til det punkt, han står på i dag.
Læs også: Branco indstiller musikkarrieren på ubestemt tid
Branco var en etableret del af den nye rapbølge gennem 10'erne, hvor han udgjorde en del af grupperne MellemfingaMuzik og Molotov Movement, før han selv sprang ud som soloartist i 2019 med første kapitel i Baba Business-serien. Triologien blev afsluttet i 2024, hvor musikeren også indstillede sin karriere på ubestemt tid. Nu bruger han sin stemme i et nyt format.
Podcasten Branco mod Branco udfolder sig over ti episoder, hvor lytteren ifølge pressemeddelelsen "inviteres helt tæt på det liv, Branco hidtil kun har antydet i sine tekster. Fra barndommen på blokken og det musikalske gennembrud til berømmelsen. Undervejs deler han de valg, han har truffet, de konsekvenser, de har haft – og de livserfaringer, der har formet ham. Det er et sjældent indblik i mennesket bag musikken, fortalt med hans egen stemme."
Branco fortæller, at der altid er "en bagside af medaljen. Du kender godt den med én fjer, der bliver til fem høns - men hvad nu, hvis det er omvendt? Hvis én hane bliver til fem fjer? Lyt med og lær."
Første episode kan høres på Podimo allerede nu, hvor de resterende afsnit også bliver udgivet de efterfølgende ni mandage. Lyt med her.
Læs også: Anmeldelse: Branco stopper på det helt rigtige tidspunkt
Rapperen takkede af med en afslutningsturné og med albummet Baba Business 3, hvor GAFFAs anmelder skrev følgende om sidstnævnte:
"Alt i alt bliver albummets ellers monotone stilleje vejet op med sit tema, da det trods alt er en hyldest til familien og den datter, Branco var lige ved at miste. Det er prisværdigt i sig selv, at Branco har valgt sætte sin familie foran musikken - og tillykke med det."