Nyhed

Britisk poptalent gæster Danmark

Den britiske musiker har tidligere turneret med superstjerner som Dua Lipa og Tate McRae.

Det britiske popmusiker Alessi Rose indtager Pumpehuset den 8. september i forbindelse med sin UK og Europa-turné The Voyeur Tour. 

Læs også: Tinderbox offentliggør fire nye navne og afslører, hvem der åbner ballet

Alessi Rose bevæger sig mellem forskellige subgenrer af pop og er ifølge pressemeddelelsen i gang med at forme sin lyd og stil. Den 22-årige musiker begyndte at dele musik på nettet som 13-årig, da hun lagde sine første covernumre ud på YouTube, længe før TikTok for alvor slog igennem. Det var dog først på TikTok, at hendes kunstneriske udvikling for alvor tog fart. Efter hun begyndte at lægge sine egne demoer op, tiltrak hun hurtigt opmærksomhed fra både britiske og amerikanske managers, pladeselskaber samt BBC Introducing. Sidstnævnte er BBC Radios platform, der støtter britiske musikalske talenter, som endnu ikke er signet, opdaget eller kendt i den brede offentlighed. Opmærksomheden medførte, at Alessi Rose blev en af de 10 mest spillede lokale artister på radioplatformen i 2022, uden at have udgivet én eneste sang.


Alessi Rose står bag singler som "Say Ur Mine", "Hate This Part" samt den spritnye single "Same Mouth" og har desuden en kommende ep på vej. Ep'en har titlen Voyeur og udkommer ifølge pressemeddelelsen til sommer.

Derudover har hun spillet support for superstjernerne Dua Lipa og Tate McRae, men i 2025 er det Alessi Roses eget navn, der står øverst på plakaten, når hun drager på headliner-turné med en ny ep i ryggen. 

Alessi Rose kan desuden opleves live til sommer, når hun gæster Tinderbox 2025.


Billetsalget til koncerten i Pumpehuset starter den 23. maj klokken 9.00 via allthingslive.dk og ticketmaster.dk.

LÆS OGSÅ: Dos Santos hylder sårbarheden og styrken på ny single


ANNONCE